Bibelcamping i Hjallerup er et stort fællesskab, hvor man deler liv med hinanden
HJALLERUP: Siden 2012 har Indre Mission hvert år arrangeret bibelcamping på markedspladsen i Hjallerup. Til trods for at troen på Gud er faldende, er interessen for at deltage i det årlige arrangement stigende.
Igen i år er der i uge 31 over 1.800, der afsætter en hel uge til bibelcamping med fokus på forkyndelse og samtale om det kristne budskab.
- De mange folk kommer for at høre gode prædikener og deltage i forskellige seminarer, men min oplevelse er, at det i høj grad også er fællesskabet, de kommer for at være en del af. Mange kommer igen år efter år, og det samme gælder de 200 frivillige, fortæller Helene Høgild, der er daglig leder af arrangementet.
Heri er formanden for bestyrelsen, Steen Møller Laursen, enig.
- For mange er det jo også sommerferie, og man kan sige, at det er ferie med indhold. Vi har hvert år et tema, og i år er det ”Mere end sten”. Det kommer sig af, at hvis man kigger på en kirke, er den bygget af sten, men kirken er jo ikke bygningen, men de mennesker, der færdes deri, og det liv, der leves i og omkring kirken. Det tema udfolder vi så på forskellig vis i løbet af ugen, oplyser han.
En lang tradition
Bibelcamping har eksisteret i mange år, og der afvikles hvert år en del af disse arrangementer rundt om i landet.
- Det specielle ved stævnet her er, at det er så stort. Det er det største i landet, og for nogle er det måske også for stort, men det er vi meget opmærksomme på, og så er der heldigvis mange små fællesskaber i det store fællesskab, siger hun.
Det mindste fællesskab, de har, er aleneforældrene. De er en 10-12 stykker, og det er forældre, der er alene med deres børn. De mødes, spiser sammen og synger lovsang sammen.
- Der er også fællesskaber efter kirken, man kommer i, så der er mange forskellige mindre fællesskaber. Man kommer også meget nemt med i et fællesskab, for man kan jo ikke bo og være her på pladsen uden at komme i kontakt med andre, siger hun, og fortsætter:
- Det er også vigtigt at understrege, at vi ikke ønsker at være et lukket fællesskab. Alle er velkomne, og vi har gjort en del ud af at fortælle byen og omverdenen, at vi er her, og at alle er velkomne. Vi er ikke spor farlige, siger hun med et stort smil.
Flere unge deltagere
- Skal man pege på en gruppe, der har været i vækst de senere år, er det de unge. Undersøgelser viser, at interesse for troen er stigende blandt unge og især unge mænd. Bibelselskabet har lige offentliggjort en undersøgelse, der tydeligt viser, at unge i stigende grad interesserer sig for troen. Det oplever vi også her, hvor det ikke er mobiltelefonen, der fylder. De sidder faktisk og snakker, fortæller Helene.
En af de unge, der er med, er 19-årige Benjamin Sandgaard fra Ikast.
- Jeg tror på Gud, og det er derfor, jeg er med, siger han.
- Jeg har været her fire gange. Det startede, da jeg gik på efterskole, og så er jeg fortsat med at komme. Jeg vil gerne snakke om troen og fordybe mig i den. Det er der lejlighed til her. Vi er faktisk mange unge, der er kristne, siger han.
Han har lige gået på HF i Herning, og der arrangerer KFS, altså Kristen Forbund for Studerende, møde på skolen en gang om ugen i den store pause.
- Her var der stor interesse fra mine klassekammerater. Jeg er vokset op i en kristen familie og har altid været kristen, men det var først, da jeg kom på efterskole, jeg for alvor begyndte at tænke over troen, og hvad det egentlig er at være et kristent menneske, fortæller han.
Ikke kedeligt
Det overrasker ikke Steen Møller Laursen, at så mange unge finder vej til bibelcamping.
- Bibelcamping lyder måske umiddelbart kedeligt, men vi er jo helt almindelige mennesker, der spiller volleyball, leger i hoppeborge og har det sjovt som på enhver anden campingplads. Man kommer for at hygge sig og for at blive fyldt på. Det handler om biblen, men det kan også handle om, hvordan man håndterer at stå i en sorgfuld situation, hvordan vi bevarer kærligheden i et ægteskab, og der er jo i det hele taget nok at tage fat på, siger Steen.
- I denne uge deler vi liv med hinanden. Både gennem seminarerne, samtalerne eller i caféerne. Her får man lov at sætte ord på nogle ting, der er svære. Vi har rammer, der tillader at snakke om emner, der er større end vejret. Vi har en kultur for at dele både det, der er godt, og det, der er skidt. Man møder omfavnelse og kærlighed og forståelse i den situation, siger Helene. Formanden tager tråden op:
- Der er plads til at snakke om det svære. Vi har også et samtaleteam, der står til rådighed for dem, der har brug for at snakke om, at det faktisk ikke går så godt.
Familietid
På pladsen er der aktivitet overalt. Ved frokosttid er man i familieområdet ved at forberede frokosten, for man står selv for maden under opholdet. Et sted sidder en større gruppe og spiser sammen.
- Det er 10. år, vi holder sommerferie sammen, fortæller en af deltagerne, Rasmus Rabjerg.
- Vi er tre familier, der bor side om side her på pladsen og elsker at campere. I sidste uge var vi i Tversted på campingplads der, og da sagde en af mine drenge, at han glædede sig til at komme på en almindelig campingplads i Hjallerup, siger han.
Sønnen har været med, siden han var spæd, og for ham er bibelcamping en rigtig campingferie.
- Her er man meget mere sammen, og det kan vi godt lide. Vi kender hinanden og nyder at være sammen her. Vi har syv børn og tre hunde med. Vi kommer tæt på hinanden og vores egne børn. Der er aktiviteter for børnene, mens vi er til foredrag og den slags. Jeg var til et arrangement med vores yngste barn i formiddags. Her var vi sammen med små søde grise fra Klokkerholm Dyrepark, Det var hyggeligt, fortæller Rasmus, der kommer fra Skjern. De to andre familie er fra Aulum og Holstebro.
Når frokosten er overstået, kaster de tre familier sig igen over det store program, inden de til aften atter mødes for at spise sammen.