Bella, Emma og Carla var kræmmere for en dag
HJALLERUP: Trods ideelt vejr var der ikke voldsom trængsel i Hjallerup Centret i lørdags, da Hjallerup Handels- og Erhvervsforening afholdt en af sine ellers så populære torvedage.
- Måske er vi lidt for tidligt på den. Ferien slutter jo først for alvor denne weekend, sagde formanden for foreningen, Rikke Mersholm, der er indehaver af en optikerbutik.
- Det kan godt være udfordrende at være erhvervsdrivende, men jeg har ikke mistet modet. Man er jo nødt til hele tiden at give god service, og så håbe på, at der er nogen, der værdsætter det og stadigvæk handler i de butikker, vi har i byen. Man kan jo få det samme hos mig, som man kan få i Aalborg. Måske får man det endda lidt billigere. Vi har jo lavere huslejer og omkostninger i det hele taget, så vi kan godt nedskalere priserne lidt.
- De lokale butikker har en betydning for byen. Det er jo rart at kunne få skiftet et batteri her. Hvis jeg ikke er her, skal man køre langt for at få det klaret. Vi er også i skarp konkurrence med butikkerne på nettet. Nu er min butik ikke den, der mærker det mest. Man kan godt købe briller på nettet, men det er svært at få taget en synsprøve, og det er jo der, det starter. Mange vil godt prøve brillerne og have dem i hånden, før de beslutter sig. Men nettet er kommet for at blive, og det må vi leve med. For byen og handelslivet vil en renovering af bymidten få stor betydning. Jeg ved, der er noget på vej, men det er meget dyrt. De penge, der er afsat, rækker vist kun til nye skraldespande! Der skal imidlertid findes en løsning, og jeg vil kæmpe til det sidste for, at der også fremover er butikker i Hjallerup. Jeg synes, det er en fornøjelse at gå på arbejde hver dag. Der er selvfølgelig både gode og dårlige dage, men det vil der altid være, sagde Rikke Mersholm.
Boder og underholdning
Byens borgere havde på torvedagen mulighed for at opstille en bod helt gratis. Det var der flere, der benyttede sig af. Ved en af boderne fyldt med masser af legetøj stod søstrene Emma og Carla sammen med veninden Bella. De havde ryddet op på deres værelser og fundet en række ting, de ikke brugte mere.
- Vi håber, der er andre, der vil få glæde af det. Vi har ikke faste priser, men folk kan komme med et bud, og så ser vi på det, sagde de samstemmende.
De havde allerede efter et par timer solgt flere ting og håbede på flere handler.
Også Hjallerup Badminton var på plads. De havde opstillet et net og havde medbragt ketsjere. Flere benyttede lejligheden til at prøve at spille.
- Vi er her netop for at gøre opmærksom på klubben, fortalte træner og spiller Mathias Mogensen.
- Det er ikke, fordi vi akut mangler unge spillere, for dem har vi mange af, men hvis vi ikke viser os, får vi måske ikke nye medlemmer, og det er vigtigt for en klub. Vi mangler ikke ungdomsspillere, men det kniber lidt mere med de voksne. Der er plads til flere, sagde han.
På torvedagen var der optræden af seniordanserne fra Gandrup, og mens man kiggede på dem, kunne man købe en kop kaffe eller te. Følte man sult, kunne den stilles ved en foodtruck, der solgte thailandsk mad. For børnene var der mulighed for at lege i hoppeborge.
Forretningerne holdt naturligvis også åbent på torvedagen med en række gode tilbud.