Award-aften i Brønderslev: Fejr de frivillige og kulturaktørerne i kommunen
ASAA: For første gang samles Brønderslev Kommunes Fritids- og Kulturpris til én storslået Award-aften.
Arrangementet finder sted i Asaa Hallen fredag den 20. marts 2026 og lover en aften fyldt med hyldest, anerkendelse og underholdning i topklasse.
Award-aftenen er en hyldest til de mange frivillige og kulturaktører, der hver dag skaber fællesskab og oplevelser for borgere i hele kommunen.
- Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget glæder sig over for første gang at kunne invitere både fritidslivet og kulturlivet i Brønderslev Kommune til en storslået award-aften, hvor vi fejrer alle de fantastiske præstationer, det frivillige engagement og de kreative bidrag, der gør vores kommune levende og mangfoldig, udtaler Steen Søgaard Petersen, formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget i Brønderslev Kommune.
I år uddeles i alt 10 priser, og for første gang vil Kulturprisen blive uddelt i forbindelse med Award Showet.
For tredje år i træk vil DM-, EM- og VM-vindere få en fælles hædring – og i år skal hele 11 vindere på scenen og hyldes af de fremmødte.
Vinderne spænder fra Danmarksmestre i crosscart, folkerace og mountainbike til mestre i judo, carambole, floorball og krolf.
2025 har budt på fantastiske sportspræstationer i hele kommunen.
Derudover skal der også findes prismodtagere til Idrætssamvirkets Ildsjælepris, Spejdersamvirkets Ildsjælepris, Handicapprisen, Årets Leder, Årets Forening, Årets Ungdomsleder, Radio 101,2 FM Årets Sportsnavn, og som aftenens højdepunkt uddeles Spar Nord Banks Hall of Fame, hvor det ottende medlem skal findes.
Underholdningen er i år i trygge hænder med impro-comedytrioen Specialklassen og sanger Matilde Alexandra.
Der vil naturligvis blive uddelt unikke awards til vinderne. I år belønnes alle vindere med en award designet af Havekunst v/ Klaus Jensen, som igen har skabt årets pris. Vinderne modtager også en gavecheck på 2.500 kr.
Vinderne af DM, EM og VM modtager et kunstværk designet af Brammerdesign i Brønderslev. Vinderen af Spar Nord Banks Hall of Fame og Kulturprisen belønnes med en gavecheck på 10.000 kr.
Alle borgere i kommunen er velkomne til at deltage i en aften fyldt med glæde, prisoverrækkelser og underholdning – også de, der ikke er en del af foreningslivet.
Sidste år deltog næsten 350 personer, og tilmeldingen til Fritids- og Kulturprisen kan ske via Fritids- & Kulturprisen 2025 | Brønderslev Kommune senest den 14. marts 2026.