Billede beskrivelse

Vi lever bedre, længere - bare ikke i Nordjylland

11. marts 2026 kl. 11.08

NORDJYLLAND: Mænd og kvinder over 65 år har generelt fået flere år, hvor de lever med et godt fysisk helbred - desværre er nordjyderne den eneste undtagelse i den sammenhæng.

Det viser et nyt forskningsprojekt støttet af ROCKWOOL Fonden.

Region Nordjylland er den eneste af de fem regioner, der oplever et fald i, hvor stor en del af borgerne, der lever med godt fysisk helbred efter at have rundet de 65. 

Mændene fører på landsplan

På landsplan er kvinderne fra 2013 til 2021 gået fra at leve 11,2 år til 12,8 år med et godt fysisk helbred, efter de er fyldt 65 år. Dermed ligger kvinderne nu på niveau med mændene over 65 år, som i samme periode er gået fra at leve 11,9 år til 13 år med godt fysisk helbred.

- Danmark følger faktisk et mønster, vi ser i mange højindkomstlande. Men selvom mænd og kvinder er kommet på niveau i Danmark samlet set, så ser vi stadig en forskel, hvor kvinder er dem, der lever længere og med ikke-dødelige, kroniske sygdomme som gigt og knogleskørhed, mens mænd oftere dør tidligere af alvorlige sygdomme som hjertekarsygdomme, fortæller Cosmo Strozza, adjunkt ved Syddansk Universitet, der blandt andre står bag forskningsprojektet.

Mænd lever altså fortsat en større del af deres resterende levetid med godt helbred end kvinder, blandt andet fordi mænd i gennemsnit lever kortere.

Nordjyderne står dårligere

Zoomer man ind på Nordjylland, er billedet dog anderledes. Er du en nordjysk mand over 65 år, er din forventede levetid med godt fysisk helbred i dag kortere, end den var i 2013. Mænd over 65 år i Nordjylland er nemlig gået fra at leve 12,6 år i 2013 til at leve 11,8 år med et godt fysisk helbred i 2021, mens de nordjyske kvinder i gennemsnit lever 11,2 år med godt helbred, og det tal har ikke ændret sig mærkbart siden 2013.

- En del af forklaringen kan være, at Nordjylland har et lavere uddannelsesniveau, en svagere økonomi og længere afstande til specialiseret sundhedsbehandling. Men det mest bekymrende er, at vi samtidig med vores resultater ser andre undersøgelser, der peger på, at kronisk sygdom, overvægt og stress er blevet mere udbredt i Region Nordjylland i de senere år, fortæller Cosmo Strozza.

Det betyder, at nordjyske mænd i gennemsnit er gået fra at leve 70,5 procent af deres resterende liv med godt fysisk helbred til 65,4 procent. 

Også de nordjyske kvinder har mindre tid tilbage, hvor helbredet har det godt. De er nemlig gået fra at leve 58 procent af deres resterende liv med et godt helbred til 55 procent.

I 2021 ligger både mænd og kvinder i Nordjylland omkring 5 procentpoint under de øvrige regioner målt på, hvor stor en del af resten af deres liv de lever med godt fysisk helbred. 

Mens de andre regioner i Danmark oplever fremgang i både antal leveår med godt fysisk helbred og i, hvor stor en del af resten af deres liv de lever med godt fysisk helbred.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste