Billede beskrivelse

Vendsyssel Årbog 2024: Bundgarn, vildsvin og Asaa under besættelsen

04. december 2024 kl. 06.01

ASAA: Siden 1915 har Historisk Samfund for Vendsyssel hvert år udgivet den lokal- og personalhistoriske ’Vendsyssel Årbog’. Årets udgave er netop kommet på gaden, og den rummer som altid en række interessante artikler, som alle er med til at udbygge kendskabet til landsdelens historie.

Blandt de mange historier kan man bl.a. læse om besættelsen i Asaa og især om ’Petersgaard’ på Havnegade, hvor Harald Nielsen boede med sin kone, Inga, og deres tre døtre og en søn. En af døtrene, Doris, giftede sig med malersvend Irving Lund, og i 1946 fik de sønnen Jens. Det er ham, der er forfatter til artiklen.

Jens Lund er bosat i USA, men boede i Asaa som barn. Hans morfars gård, Petersgaard, blev under besættelsen beslaglagt af tyskerne, men familien blev selv boende på gården og måtte prøve at få det bedste ud af situationen. I artiklen fortæller forfatteren uden omsvøb, at især bedstefaren havde stor sympati for nazismen.

Billede beskrivelse

I artiklen beretter han således om et besøg hos bedsteforældrene i 1970, hvor han spurgte bedstefaren om dennes politiske holdninger. På det tidspunkt var bedsteforældrene flyttet til Gjøl.

- Jeg kunne mærke, at emnet ikke var noget, Harald havde lyst til at tale videre om. Han sagde også, at han mente, Hitler havde haft nogle gode idéer for Tyskland i begyndelsen, men da han kom til magten, blev han sindssyg og trak derefter Tyskland ud i katastrofen.

Han fortæller således, at Harald Nielsen havde været medlem af DNSAP og ofte tog til partimøder i Agersted. Efter krigen blev han da også afhørt om sine bedrifter under besættelsen, men man mente ikke, at han havde gjort noget til skade for landet. Han havde bare valgt de forkerte holdninger, og det var jo ingen forbrydelse.

Billede beskrivelse

Mange år efter befrielsen dukkede en gæstebog og et fotoalbum op fra gemmerne. Albummet består af 18 koksgrå sider med 57 billeder og fire postkort. Det er ud fra disse to kilder, Jens Lund har skrevet historien om de helt specielle logerende, som slog deres folder på Petersgaard. Jens boede kun i Asaa i få år, inden han sammen med sine forældre flyttede til USA. Her har han siden 1984 boet i staten Washington, hvor han fungerer som kulturspecialist for Washingtons kulturembede og statsparker. Han har skrevet to bøger og adskillige artikler. Artiklen i årbogen er hans første på modersmålet.

Historien om besættelsen i Asaa er bare en af de mange historier i bogen. Man kan således også læse om Sæbys 500-års købstadsjubilæum, om bundgarnsfiskeri ved Skagen Odden, vildsvin i Vendsyssel og mange flere. Foruden de mange artikler er der også i årbogen korte beskrivelser fra museernes og de lokalhistoriske arkivers arbejdsmark og lidt om styrelsens arbejde i det forløbne år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste