Uggerhøjs forretning bliver grundigt istandsat
BRØNDERSLEV: Man kan nogle gange godt blive lidt bekymret, når man kører en tur rundt i Brønderslev by. Mange forretningslokaler står gabende tomme. Med "Til leje" skilt i vinduerne.
Men når man så triller forbi bilforretningen Uggerhøj i Østergade, så ændrer det billede sig lidt. Godt nok ser forretningslokalerne ud til at være ret tomme, men det er der en god forklaring på. For der er håndværkeraktivitet i alle forretningslokaler. Så der sker noget i Uggerhøj i Brønderslev.
Jeg beslutter, at jeg vil finde ud af, hvad der er gang i, så jeg går ind i de næsten tomme lokaler og spørger mig for. Jeg bliver henvist til filialchef Lars Andersen, som gerne vil fortælle lidt om, hvad der sker med bilforretningen.
- Det er nogle gamle bygninger, som trænger til en istandsættelse, og det er det, vi nu har sat gang i, fortæller han.
Bygningerne er opført i 1967, og de blev i 2013 overtaget af kæden Uggerhøj, som er en landsdækkende bilforretningskæde med en omsætning på 1½ milliard kroner årligt.
Uggerhøj sælger ikke nye - men brugte - biler.
Jeg spørger, om det er udtryk for en opgradering af filialen i Brønderslev, at bygningerne nu får en gennemgribende istandsættelse.
Det afviser Lars Andersen. Istandsættelsen er bare nødvendig, fordi bygninger jo er blevet noget gamle.
- Men vi er selvfølgelig ikke ved at lukke eller flytte fra byen, når vi gennemfører en stor istandsættelse, smiler filialchefen.
Og han uddyber med at sige, at der naturligvis bliver et bedre arbejdsmiljø, og at det bliver rarere at komme i butikken som kunde, når istandsættelsen er færdig.
- Vores handel foregår dog ikke så meget ved, at folk kommer i butikken for at kigge på biler. Den meste handel foregår nu om dage via nettet, hvor folk finder en bil, de er interesseret i. Hvis det så er en af vores biler, så kommer de ned i butikken for at kigge nærmere på den, fortæller Lars Andersen.
Jeg har fået stillet min nysgerrighed og takker filialchefen for samtalen. Jeg kører opmuntret ned ad Østergade. Hvor jeg nu næsten ikke bemærker de tomme butikslokaler med "Til leje"-skiltene i vinduerne ...