To koryfæer tildelt årets sportspriser
BRØNDERSLEV: Hvert år uddeler Brønderslevs lokalradio "FM 101,2" tre sportspriser. Og nu er de første to priser givet til to koryfæer i byens sportsverden:
Formanden for Brønderslev Bokseklub, Erik Thrane, har fået Idrætslederprisen 2024. Og det kom noget bag på ham.
- Jeg blev ringet op af Bjarne Axelsen fra radioen, som fortalte, at han ville kigge forbi for at få en snak om et af klubbens store boksetalenter, Robert Lundberg. Jeg undrede mig godt nok lidt over, at Robert ikke selv skulle deltage i samtalen.
Men forklaringen kom så næsten med det samme, da radioværten hev prisen frem til en synligt forbløffet Erik Thrane.
- Der tog han sgu' røven på mig. Jeg har fået prisen en gang tidligere - i 2008 - og jeg anede ikke, at man kunne få prisen mere end en gang, fortæller Erik Thrane.
Som er rigtig glad, fordi det er to at klubbens unge boksere, der har indstillet ham til prisen. Robert Lundberg, såmænd, og Alex Jeremiassen.
Erik Thrane nærmer sig så småt de 80 år, men er i den grad stadig i fuldt vigør. Uden Erik Thranes kæmpe engagement og indsats havde der næppe været en bokseklub i Brønderslev.
Den anden pris som "FM 101,2" har uddelt er Klubprisen 2024, som gik til Billardklubben BKB83. Prisen blev overrakt til klubbens formand Jens Grønbech, der af venner kærligt bliver omtalt som "Den Bette" - fordi han jo ikke er så høj.
Men der er intet "bette" over den indsats, som Jens Grønbech lægger i det daglige arbejde som formand for billardklubben, der tæller ca. 85 medlemmer. ( I sandhedens interesse er skriverkarlen et af dem ...)
- Jamen jeg er da i klubben stort set hver dag. Og nogle gange flere gange om dagen tilføjer Jens Grønbech, da jeg ringer til ham for at høre, hvordan det var at modtage prisen.
BKB83 blev indstillet af byrådsmedlem Klaus Klæstrup, der også er næstformand i Idrætssamvirket Brønderslev.
- Det er dejligt at mærke, at der bliver lagt mærke til vores klub, siger formanden for BKB83. Som glad fortæller, at han synes, det går rigtig fint i klubben. Der er fine faciliteter, godt socialt miljø, gode muligheder for bare at hyggespille lidt billard med plads til lidt skæve bemærkninger og drilleri. Men der er også muligheder for at konkurrere på lidt mere seriøs vis.
- Vi har jo et par landsmestre i klubben, og allerede i begyndelsen af det nye år er der hold, der skal spille regionsfinale. Og så har vi jo et old boys hold, der ligger helt i toppen af deres række. Tre point foran nummer to. Og det er jo det hold, jeg selv spiller på, pointerer formanden.
Det kan godt være, de kalder Jens Grønbech for "Den Bette". Men lige der kunne jeg næsten se ham vokse nogle centimeter - selv om vi sad langt fra hinanden og kun talte sammen via telefon ...
Den sidste sportspris, som "FM 101,2" uddeler, er Årets Sportsnavn, men den pris bliver først uddelt i marts næste år. Det er en pris, som første gang blev uddelt i 1994.