Stor afsked i Hjallerup Markeds ledelse
HJALLERUP: Flere velkendte ansigter i Hjallerup Markeds ledelse har tirsdag aften valgt at takke af - heriblandt formand Stefan Jacobsen.
Markedsudvalget for Nordjyllands største marked skal nu have ny formand og sekretær.
På tirsdagens repræsentantskabsmøde kunne Stefan Jacobsen offentliggøre et af de flotteste resultater for Hjallerup Marked nogensinde.
Samtidig meldte han sin afgang efter 14 år i markedsudvalget, hvoraf han har siddet de seneste tre år som formand.
- Jeg har hele vejen været glad for at sidde ”derinde”, så det har været en svær beslutning. Men det kræver rigtig meget tid og energi at være formand for Hjallerup Marked, og den tid vil jeg nu gerne bruge på min familie og mine børn, siger den afgående formand.
Også Henrik Rysholt træder ud af markedsudvalget, hvor han i 27 år har siddet i restaurationsudvalget.
Dernæst har markedsudvalgets sekretær, Lise Hansen, også valgt at takke af efter fire år. Før sin plads i markedsudvalget var Lise i flere år leder af campingpladsen, og hun fortsætter fremover som frivillig på Hjallerup Marked.
Afløserne for Stefan Jacobsen, Henrik Rysholt og Lise Hansen er fundet og præsenteres i forlængelse af den officielle konstituering til januar.