Billede beskrivelse

Stafet for Livet-afdeling skal have ny formand

16. september 2025 kl. 17.00

Lone Lønbro Jensen startede i 2016 Stafet for Livet under Kræftens Bekæmpelse op i Brønderslev.

I næsten et årti har hun stået i spidsen for det meget populære arrangement, der år efter år tiltrækker mange deltagere. 

Men nu meddeler Lone Lønbro Jensen, at hun stopper som formand for Stafet for livet.

- Det har været min stolthed at kunne samle så mange mennesker år efter år, til et arrangement så vigtigt som dette. Men nu er det tid at give roret videre, skriver Lone Lønbro Jensen i en pressemeddelelse.

Den afgående formand kan se tilbage på en række meget vellykkede Stafet for Livet.

- Det toppede i 2019 med 1680 deltagere på 46 hold. Da var der liv i Hedelund. Så kom Corona-tiden, og alle foreninger og arrangementer mærkede udfordringerne med at komme i gang igen derefter, beskriver Lone Lønbro Jensen.

Billede beskrivelse

Stafet for Livet kom fint tilbage efter corona-epidemien, og har år efter år været et meget populært arrangement for de mange deltagere. Fremover bliver det dog med en ny formand i spidsen for Stafet for Livet. Den afgående formand kan se tilbage på mange gode oplevelser.

- Det har været nogle helt fantastiske år, men nu er tiden inde til et skifte. Jeg mener, det er sundt for en forening eller et arrangement, at få nye øjne på og finde andre måder at gøre tingene på, så det fortsat bliver både spændende og godt at tilmelde sig arrangementet. 

- Der er flere, der har været med helt fra starten, og dem skylder jeg en særlig tak for et godt samarbejde. Inger Kristensen, Søren Ø, Kitte Vraa, Tove Nygaard, Lisbeth Mikkelsen m.fl., I har været helt fantastiske. Men det gælder nu alle, der har været en del af styregruppen, gennem de ni år, der er gået, siden vi startede det hele op.

Lone Lønbro Jensen bliver ikke den eneste, som trækker sig fra styregruppen.

- Inger, Søren og Kitte har også valgt at stoppe nu, og lade nye friske kræfter komme til. Personligt har jeg andre planer for fremtiden og tænker, at jeg har taget min del af arbejdet med at arrangerer stafet i Brønderslev.

Stafet For Livet 2025 gav et overskud på godt 345.000 kr. Så samlet set har Stafet For Livet Brønderslev sendt knap 2,3 mio. kr. afsted til Kræftens Bekæmpelse.

- Med det resultat tænker jeg, at vi godt kan være stolte, og jeg vil gerne sige tak til alle jer, der har støttet stafetten – både ved deltagelse og donationer, slutter Lone Lønbro Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste