Seneste nyt
Billede beskrivelse

Spareforslag risikerer at ramme de svageste borgere, mener ældreråd

16. juni 2026 kl. 06.01

BRØNDERSLEV. Ældrerådet i Brønderslev Kommune er bekymret over de besparelsesforslag, som i øjeblikket er til diskussion. 

Et af forslagene vil således reducere rengøringshjælp fra hver 14. dag til hver tredje uge.

- Det vil uden tvivl medføre et hjem, der kommer til at virke snusket og i yderste tilfælde medvirke til, at borgeren ikke ønsker at få gæster på besøg med deraf følgende risiko for ensomhed. 

- I sidste ende handler det både om borgerens værdighed og sundhed, udtaler formand for Ældrerådet, Inger Møller Nielsen.

Afskaffelse af klippekort

- Et andet forslag om besparelser er afskaffelse af klippekort til hjemmeboende. Ordningen har gennem årene givet borgeren mulighed for ekstra hjælp som f.eks. ledsagelse til en gåtur. 

- Det er en selvbestemmelse, der helt sikkert har givet ældre borgere livskvalitet. Afskaffelsen betyder, at man tager en ret til selvbestemmelse fra borgeren, og det vil ramme dem, der i forvejen lever med ensomhed, siger formanden.

Den største bekymring retter sig dog mod plejehjemsområdet, hvor borgere med omfattende plejebehov og komplekse helbredsmæssige udfordringer bor.

- Ældrerådet har før peget på de økonomiske udfordringer på området, Selvom der er tilført flere økonomiske midler til området, ser det ud til, at de ekstra midler kun vil dække det eksisterende pres på driften fremfor at skabe forbedringer på det enkelte plejehjem. 

- Vi skal huske, at det drejer sig om de mest sårbare ældre, og opgaven er meget kompleks. Der er behov for tilstrækkelige ressourcer, for at borgerne på plejehjemmene kan have et værdigt liv samtidig med, at de dygtige medarbejdere ikke udsættes for yderligere arbejdspres, siger Inger Møller Nielsen.

Flere fokusområder

- Der er dog flere besparelsesforslag i kataloget, som vi kan støtte. Det er for eksempel en indsats for mindre sygefravær for medarbejderne på området og forslaget om borgerens egenbetaling for små hjælpemidler. 

- Samtidig er vi også opmærksomme på, at vi skal sikre et tilstrækkeligt antal plejehjemspladser, og der skal arbejdes med nye boligformer til ældre. Ældrerådet opfordrer derfor til, at der overvejes og prioriteres i den rigtige rækkefølge. 

- Vi ved godt, der er de penge, der er, men vi opfordrer politikerne til at sikre, at besparelser ikke underminerer kvaliteten af den ældrepleje, der tilbydes i kommunen. Vi har et fælles ansvar for at sikre tryghed og værdighed for vore ældre borgere, siger Ældrerådets formand, Inger Møller Nielsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste