Slut med tomme ledige lejligheder i Brunder Tårnhuse
I mange år lignede Banegårdspladsen midt i Brønderslev by noget, som nogen havde glemt at gøre noget ved. Der var udover banegårdsbygningen, en busholdeplads, en stor parkeringsplads og nogle nedslidte bygninger. Et lidt trøsteløst syn.
Men så kom der gang i udviklingen. Området skulle bebygges og aktiveres. Og første skridt i den proces kom, da fire nye boligblokke skød i vejret på Peder Nielsens Gade.
De nye boligblokke fik navnet Brunder Tårnhuse. Byggeriet indeholder - udover en snes ejerlejligheder - 66 familie-lejligheder og 30 unge-boliger, som ejes af Boligselskabet Domea i Aabybro.
I 2021 begyndte udlejningen. Men det kom til at gå lidt trægt. Mange lejligheder stod i lang tid tomme.
- Vi kunne se, at der var mange boligejere som kom lidt i klemme, når de ville sælge deres hus og ikke havde en ny bolig på hånden. Vi indledte et samarbejde med Nybolig, som gør, at vi i dag kan melde fuld belægning i Brunder Tårnhuse, fortæller Ane Lyngø, der er områdedirektør for Domea i Aabybro.
- Nu har vi tværtimod oprettet en venteliste for folk, som gerne vil flytte ind i tårnhusene, når der bliver ledige lejligheder, fortsætter Ane Lyngø.
Samarbejdet med Nybolig gik ud på, at når folk kom til Nybolig fordi de ville sælge deres hus, og gav udtryk for, at de ikke havde en ny bolig på hånden, så kunne Nybolig, helt uforpligtende, anvise lejlighederne i Brunder Tårnhuse.
- Vi kunne foreslå, at vi sammen gik over for at kigge på lejlighederne, også selv om boligejerne i udgangspunktet måske ikke var så meget for at flytte i lejlighed, og i nogle tilfælde viste det sig jo at være interessant for boligejerne, selv om de til at begynde med måske var lidt skeptiske, siger Nybolig Brønderslevs indehaver Vibeke Landgreve.
Da samarbejdet mellem Domea og Nybolig blev indledt i august 2023, var der stadig 27 tomme lejligheder i Brunder Tårnhuse. Men her, halvander år senere, er der altså fuld belægning i tårnhusene.
Så det er fire tilfredse repræsentanter for boligselskabet og ejendomsmæglerkæden, som er kommet til Brunder Tårnhuse for at fortælle om succesen. Som er en nyskabelse på lokalt plan, men som tidligere har været afprøvet andre steder i landet.
Og på lokalt plan har samarbejdet altså været en stor succes for Domea og Nybolig.