Billede beskrivelse

Skurvogn på "Bakken" er en succes, men...

21. februar 2026 kl. 06.02

HJALLERUP: Den sorte skurvogn placeret hos Røde Kors Butikken på "Bakken" i Hjallerup har været så stor en succes, at den skal tømmes hver dag og somme tider to gange dagligt.

- Det er vi meget glade for, lyder det fra butikkens side.

Alt er altså godt, men der er dog et lille problem. Denne løsning er åbenbart så attraktiv, at skurvognen også bruges som "butik" uden for åbningstid, hvor donationerne bliver gennemsøgt og skurvognen brugt som prøverum.

- Det er selvfølgelig slet ikke i orden og også helt uforståeligt, at man kan finde på det.
Vi ønsker at passe på vores donationer og vil gerne værne om dem, så de kan indbringe værdi til vores hjælpearbejde, fortæller personalet.

Derfor har man nu set sig nødsaget til at sætte overvågningskamera op for på den måde forhåbentligt at få stoppet den uheldige tendens. Fra starten for godt et år siden var skurvognen tænkt som et forsøg på at lette afleveringen af donationer uden for butikkens åbningstid. Samtidig skulle der også være mulighed for at aflevere anonymt.

- Den mulighed vil vi gerne fortsætte med, og vi takker for alle de gode bidrag, vi modtager, understreger man fra personalets side.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste