Seneste nyt
Billede beskrivelse

Simon og Asbjørn gav den gas ved Tour de FDF

24. maj 2026 kl. 14.00

DRONNINGLUND. Torsdag aften havde FDF i Dronninglund arrangeret cykelløb med start og mål ved FDF-huset.

Det skete med flot opbakning i det flotte vejr med sol - og lidt modvind.

Billede beskrivelse

- Vi laver dette løb hvert tredje år for at samle penge ind til sommerlejr og landslejr, som denne sommer foregår på Sletten ved Silkeborg, forklarede kredsleder Jakob Krebs Christensen.

- Der er mødt omkring 50 deltagere op, og de er i alderen 7-50 år. Det er medlemmer, forældre og bedsteforældre, og de kan vælge mellem to ruter. En for puslinge, tumlinge og pilte og en anden for væbnere, seniorer og voksne. 

Billede beskrivelse

- Banerne er på henholdsvis 1.300 og 2.000 meter, og så gælder det ellers om, at cykle så mange omgange som muligt. Jo flere omgange, jo flere penge kommer der ind til FDF.

- På forhånd har de skaffet sponsorer, der betaler alt efter, hvor langt den enkelte cykler. Jeg skal også selv cykle med, for jeg har fået min mor med som sponsor for mig, så det vil jeg da udnytte. Vi cykler en time og bestemmer selv, hvor hurtigt det skal gå. Det er jo bare et hyggeligt cykelløb med sjov og fællesskab for hele familien, fortalte Jakob Krebs Christensen forud for løbet.

Billede beskrivelse

Efter løbet var der fællesspisning, hvor der blev serveret chili con carne. 

Senere underholdt FDFs eget ukuleleorkester, inden det hele sluttede kl. 20.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste