Billede beskrivelse

Rotarys årlige golfturnering var fuldstændig udsolgt

24. august 2025 kl. 17.03

BRØNDERSLEV: En strid vind står hen over Brønderslev golfbane. Men solen skinner ikke desto mindre fra en noget skyet himmel, så det er godt golf-vejr på denne fredag, hvor Brønderslev Rotary Klub - nu for 10. gang - afvikler sin årlige golfturnering.

Der er udsolgt til årets arrangement, så 18 fire-mands hold (72 spillere) tusser rundt på golfbanen og forsøger med sammenbidte miner at få den lille, drilske kugle til at trille ned i de irriterende små huller midt på greenen.

Hvert hold har betalt 3500 kr. for at deltage. Det er typisk firmahold, som er tilmeldt "Golf Match 2025", som arrangementet hedder.

- Vi har gjort et stort stykke arbejde for at invitere virksomheder og foreninger til at deltage. For deres tilmeldingsgebyr får de morgenmad inden spillet begynder og en frokost når spillet er slut, og så er der mulighed for at vinde præmier af forskellig slags, fortæller Agner Svendsen, som er PR-ansvarlig for Rotary Klub Brønderslev.

Billede beskrivelse

Men formålet med golfturneringen er at lave et overskud, som vil blive doneret til klubber og foreninger i det område, som kan kaldes for "det gamle Bønderslev kommune". Altså Brønderslev kommune som den så ud inden kommunalreformen i 2007.

Overskuddet går ubeskåret til anlægsaktiviteter til nogle af områdets klubber og foreninger, som skal søge om at få en donation, når det bliver meldt ud, at tiden er inde til at sende en ansøgning.

- Vi uddeler ikke donationer hvert år, for vi springer nogle år over, da vi gerne vil have en pæn sum penge at gøre med. Der er ikke meget ved at uddele små beløb, så nogle gange venter vi til at vi har en god sum penge at dele ud af, forklarer Agner Svendsen.

Billede beskrivelse

Det er for tidligt at fastslå, hvor stort overskuddet bliver i år, men det bliver nok i omegnen af 25.000 kroner.

- Det er ikke på nuværende tidspunkt afgjort, om vi uddeler donationer i denne omgang, men da Rotary Klub Brønderslev har 75 års jubilæum i marts, så kan det jo være, der sker noget i den forbindelse, men det må tiden vise, siger Agner Svendsen.

Ude på golfbanen går jeg hen til et af hullerne for at få nogle billeder til nærværende historie.

Mens jeg er ved et af hullerne, kommer Sparekassen Danmarks firmahold forbi. Der bliver slået nogle kiksede indspil imod greenen. Nogle slag går helt skævt. En enkelt spiller havner i sandbunkeren. Lidt slapt

...

Jeg hiver mit kamera frem og spørger, om jeg må tage lidt billeder til min historie.

Jo da!

Og så sker der noget. For lige pludselig lykkes næsten alle slag.

Selv slaget fra bunkeren lykkes overmåde fint, så kuglen bliver placeret tæt på hullet. Og inden jeg har set mig om, så har alle holdet spillere fået puttet.

- Ja, det hjælper, når der kommer kamera på, griner de.

Jeg griner tilfreds med. For jeg ved, at jeg også fik nogle fine skud med hjem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste