Rekordmange deltog i årets markedsløb i Hjallerup
HJALLERUP: Sidste år satte markedsløbet, der afvikles i forbindelse med Hjallerup Marked, rekord med 350 deltagere.
Den rekord fik kun lov at stå et enkelt år, for antallet af deltagere ved årets løb nåede op på 400.
Det er Hjallerup Løbeklub, der arrangerer løbet, og klubbens formand Henrik Jensen var naturligvis særdeles godt tilfreds med det store fremmøde.
- Det er så fedt at se, at både unge og ældre bakker op om løbet, sagde han, da de mange deltagere samledes i markedsteltet inden løbet.
- Pas på hinanden. Det er ikke et spørgsmål om at komme først, men om at komme sikkert tilbage, så vi kan hygge os og have et godt marked, lød ordene fra løbeklubbens formand, inden deltagerne bevægede sig til startområdet på Skelbakvej.
Man kunne vælge at gå eller løbe 3 km, 5 km eller 7 km.
Alle fik inden løbet udleveret et nummer. Det nummer skulle deltagerne gemme, for der blev efter løbet udtrukket omkring 100 præmier sponseret af Sparekassen Danmark og lokale virksomheder, på numrene.
Der var også forfriskninger i form af frugt, øl og vand til deltagerne.
Løbet blev skudt i gang af formanden for markedet, Stefan Jacobsen, kl. 10 torsdag formiddag som en af de første aktiviteter på Hjallerup Marked 2025.