Pressede børnefamilier kan få gratis ferieoplevelser
BRØNDERSLEV: En softice på en solbeskinnet bænk, en uge i sommerhus med leg om dagen og bålhygge om aftenen, en tur i den største rutsjebane eller et dyp i Danmarks største vandland – det er blot nogle af de ferieoplevelser, som hvert år glæder mange nordjyske børn.
For økonomisk trængte familier er sådanne oplevelser dog ofte uden for rækkevidde, da sommerferier ikke altid er plads i budgettet.
For at støtte familier, der har begrænsede økonomiske muligheder, arrangerer Brønderslev Provstis diakoniudvalg hvert år aktiviteter i sommerferien. I uge 27 får seks børnefamilier mulighed for at tage på gratis sommerferie i Vigsø Feriecenter, der ligger tæt på Hanstholm.
Stedet byder på gåafstand til havet, badeland, legepladser og andre aktivitetsmuligheder for børn. Hver familie får deres eget feriehus, og alle omkostninger bliver dækket. Det fortæller Trine Nørgaard, kommunikationsmedarbejder i Brønderslev Provsti.
Samarbejdet mellem provstiets diakoniudvalg, Folkekirkens Feriehjælp og Arbejdsmarkedets Feriefond gør det muligt at tilbyde sommerferien til seks økonomisk trængte familier i Brønderslev Kommune. Arbejdsmarkedets Feriefond udvælger de familier, der kan komme i betragtning.
Målgruppen er enlige forsørgere eller par med børn under 18 år, der modtager overførselsindkomst eller har en indtægt svarende til dagpengesatsen, og hvor mindst ét familiemedlem har sociale eller sundhedsmæssige udfordringer.
Ansøgning skal ske senest den 25. april via et skema, der kan findes på broenderslevprovsti.dk. Et andet skema skal udfyldes af en sagsbehandler.
Derudover uddeler diakoniudvalget fribilletter til en valgfri dag i Fårup Sommerland. I år er der 140 billetter til rådighed, og med billetten følger kuponer til en værdi af 150 kr. pr. person, som kan bruges til mad i parken.
Billetterne er målrettet økonomisk trængte børnefamilier i Brønderslev Kommune, og ansøgning skal ske senest mandag den 19. maj.