Pollental stikker helt af: - Vi kan ikke se en ende på det lige nu
NORDJYLLAND: Løbende næse og røde øjne.
Det er - desværre - virkeligheden for mange pollenallergikere for tiden - og det er der en helt naturlig forklaring på.
Det skriver Ekstra Bladet, der har snakket med kommunikationschef i Astma-Allergi Danmark, Andreas Westergaard.
- Det er højsæson for græs lige nu. Tallene er høje, og prognosen er rød de næste fem dage, siger han til mediet og tilføjer, at "vi kan ikke se en ende på det lige nu".
Ifølge Astma-Allergi Danmarks opgørelse over pollental var det seneste tal for Aalborg og omegn for græs på 119 - grænsen for et "højt pollental" er 50.
Og kigger man frem i ugen venter der også knaldrøde pollental for græspollen i området.
Typisk varer pollensæsonen til et godt stykke ind i juli - og nogle gange også helt til august.