Billede beskrivelse

Pæn interesse for lejemål på Banegårdspladsen

28. marts 2025 kl. 06.02

Der er kommet skilt i et vindue på nybyggeriet på Banegårdspladsen/Peder Nielsens Plads. 

"Udlejet" melder skiltet, som fortæller, at et af de tre erhvervslejemål nu er faldet endeligt på plads.

Det er Familielægerne i Brønderslev, der flytter fra Bredgade og de få hundrede meter over i det nye byggeri.

Familielægerne forventer at åbne i de nye lokaler den 1. november i år.

Men der er måske snart mere nyt på vej.

- Vi har kontakt med en potentiel lejer, som vil drive restaurant i et af de to andre erhvervslejemål, fortæller byggeleder Kris Houmann fra Ejendomsselskabet Brønderslev. 

Billede beskrivelse

Han ønsker dog ikke at fortælle, hvad det er for en virksomhed, som forventes at ville drive restauration i nybyggeriet.

- Der går nok et par uger, før vi har en endelig afklaring og kan melde offentligt ud, siger Kris Houmann.

Byggelederen kan dog fortælle, at alting skrider planmæssigt frem for byggeriet som helhed. 

Der er god interesse for de 48 lejligheder i byggeriet.

- Vi har mange fremvisninger og har faktisk flere på venteliste. På nuværende tidspunkt har vi aftaler om udlejning af 30 af de 48 lejligheder, og vi håber, at vi inden den 1. maj når op på at have aftaler om udlejning af 40 lejligheder, siger Kris Houmann.

Billede beskrivelse

Mens vi taler sammen bevæger vi os om på Peder Nielsens Plads, hvor der er fuld gang i arbejdet med at anlægge det nye torv, som er et projekt under Brønderslev kommune.

Der er gravet ud til det kommende springvand, og etableringen af legepladsen ved siden af springvandet er også i fuld gang.

Så engang i det sene efterår forventes det, at de fleste lejemål, og etableringen af det rekreative område midt i byen er på plads.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste