Omfattende renovering lukker kirken i et år
FRONNINGLUND: Der er gennem flere år blevet arbejdet med planer om en større renovering af Dronninglund Kirke.
Nu er alt faldet på plads, og arbejdet er startet.
Da der er tale om en større renovering med udskiftning af bl.a. gulv og installering af gulvvarme, er kirken lukket, og det vil den være resten af året.
Alle kirkelige handlinger vil derfor komme til at foregå i Dorf Kirke.
- Det er faktisk ni år siden, vi i menighedsrådet startede med at snakke om renoveringen og komme med tanker og idéer om, hvad der skal ændres, fortæller formand for menighedsrådet, Jens Rasmussen.
- Det har for alvor taget fart det seneste halvandet år, efter at vi fik tilladelsen fra provstiet. Den har vi nu, så derfor kan vi gå i gang med renoveringen, fortæller han.
Arkitekterne fra VMB Arkitekter A/S i Aarhus har længe været i gang med at tegne, regne og designe efter menighedsrådets ønsker og Nationalmuseets begrænsninger.
Ifølge loven om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde skal Nationalmuseet og Stiftsøvrigheden give tilladelse til fjernelse af inventar, når det er over 100 år. Det gælder også for istandsættelser af kirkebygninger over 100 år.
Omfattende renovering
Håndværkere og arkitekter har holdt opstartsmøde, og der er lavet en tidsplan for hele projektet.
- Der skal lægges nyt gulv, så det gamle skal fjernes. Det giver os mulighed for at få installeret gulvvarme, ligesom der kommer varme under bænkene. Det gør det mere behageligt og nemmere at styre temperaturen. For at få plads til gulvvarmen, hæves gulvet. Vi kunne også vælge at grave det et spadestik ned, men det vi tør ikke, fordi der uden tvivl ligger noget arkæologisk under det gamle gulv. Gør der det, tager det er par år med undersøgelser og gravearbejde, så det får lov til at ligge, siger Jens Rasmussen.
Det nye gulv bliver belagt med sandstensklinker, og under alle bænkene lægges lyst trægulv. Bænkene skal males og have en ny farve. Farvekonsulenterne har været på besøg og lavet farveprøver.
Nu skal det så besluttes, hvilken farve bænkene skal males i. Bænkene skal også have nye hynder, og her er der endnu ikke valgt endelig farve.
Plads til konfirmanderne
Man vil også fremover bruge indgangen midt på kirken, som også er den oprindelige indgang.
- Vi prøver i det hele taget sammen med arkitekterne at føre kirke tilbage så meget, som vi kan. Den nuværende indgang tilhører slottet og vil fremover kun blive brugt ved bryllupper. Bag orglet bliver der plads til et stort undervisningslokale til konfirmander. Dem har vi indtil nu ikke haft et sted til, så de har måttet være i Sognegården. Nu kommer de til at kunne være i kirken, fastslår Jens Rasmussen.
Der kommer også nyt handicaptoilet, nyt dåbsværelse, væggene kalkes, ligesom lysekronerne tages ned og pudses op, så der er virkelig tale om en gennemgribende renovering til 15 mio. kroner.
Sidst kirken og dens inventar blev grundigt renoveret var i 1940.
Gammel klosterkirke
Kirken er bygget mellem 1160 og 1200 som klosterkirke for Hundslund Kloster. Det meste af det nuværende inventar skyldes Prinsesse Sophie Hedvig, der ejede Dronninglund Slot fra 1716-1729.
Det gælder bl.a. den enestående baldakin over døbefonten, som bærer prinsessens våbenskjold. Baldakinen er netop taget ned af konservatorer, da den skal behandles på en særlig måde, så den bevares for eftertiden.
- Renoveringen skal jo gøres ordentligt, for der går nok mindst 100 år, før det sker igen. Kirken er lukket, men vi regner med at lave et par besøgsaftener, når vi lige kommer rigtigt i gang. Måske når vi får bænkene ud. Så inviterer vi folk til at komme og se kirkerummet uden bænke. Sådan var det jo faktisk oprindeligt. Da stod man op i kirken, siger Jens Rasmussen, der sammen med det øvrige menighedsråd er ved at lægge planer for kirkeåret uden kirken i Dronninglund.
Et anderledes år
- Det meste kommer til at foregå i Dorf Kirke. Den er ikke stor, men den kan rumme det meste. Ved konfirmationer og julegudstjenester vil det knibe med pladsen, så der arbejder vi med alternative løsninger. Til forårets konfirmationer rejser vi således et stort telt, hvor der er plads til alle. Julegudstjenesterne kommer vi til at afvikle i idrætshallen. Det bliver meget specielt og anderledes. Det bliver i det hele taget et år, hvor vi prøver at vende bøtten med nogle strukturer i menighedsrådet og i hverdagen, mens vi venter på at kunne tage den nyrestaurerede kirke i brug, lyder det fra menighedsrådsformanden.