Nyt provstiudvalg i Brønderslev er konstitueret
BRØNDERSLEV: Provstiudvalget i Brønderslev har nu konstitueret sig for den kommende periode. Udvalget vælges hvert fjerde år af menighedsrådene i provstiet, og fra den 1. november er sammensætningen officielt på plads.
Anders B. Hummelmose fra Brønderslev fortsætter som formand, mens Jørgen Nielsen fra Dronninglund genindtræder som næstformand – begge genvalgt til posterne.
De øvrige medlemmer, valgt af menighedsrådene, er Birgitte Josefsen (Brønderslev), Bodil Hemmingsen (Tise) og Nethe Budolfsen (Serritslev). Derudover indgår sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen fra Jerslev, som er valgt af præsterne, og provst Lise Lundgreen, der er født medlem af udvalget.
Brønderslev Provsti dækker hele Brønderslev Kommune og hører under Aalborg Stift. Provstiet fungerer som det administrative bindeled mellem stift og sogne. Med 21 kirker fordelt på 20 sogne har provstiudvalget blandt andet ansvar for at føre tilsyn med menighedsrådenes økonomi samt forvaltningen af kirkeskatten i området.