Billede beskrivelse

Nyt navn - samme gode genbrug i Brønderslev

30. september 2025 kl. 06.01

BRØNDERSLEV: Den selvbetjente genbrugsbutik på Østergade i Brønderslev har skiftet navn. Fra onsdag den 1. oktober er det Danmission Genbrug, der står for driften af butikken, som tidligere blev drevet af Frelsens Hær.

Det fortæller butikken. 

Udefra vil kunderne lægge mærke til nye logoer på vinduerne – men inde i butikken forbliver meget, som det plejer. Den drives fortsat som en selvbetjeningsbutik, og hver dag vil frivillige i nogle timer være til stede og sikre, at butikken er indbydende og fyldt med gode, billige fund.

Frelsens Hær udtrykker stor tilfredshed med overdragelsen og takker byens borgere for den støtte, de har vist gennem årene. Samtidig ønskes Danmission held og lykke i det videre arbejde.

- Danmission har nu overtaget vores genbrugsbutik i Brønderslev. Det er sket stille og roligt, og butikken fortsætter med de samme dygtige frivillige – blot under et nyt navn, udtaler driftschefen i Frelsens Hær Genbrug.

Billede beskrivelse

Plads til flere frivillige

Flere af de tidligere frivillige har valgt at fortsætte i butikken, men der er stadig brug for ekstra hænder. Opgaverne spænder vidt – fra sortering og prismærkning til at skabe flotte udstillinger og hjælpe kunder.

- En genbrugsbutik handler ikke kun om at sælge tøj og ting – det handler også om fællesskab, frivillighed og at gøre en forskel sammen, siger en udviklingskonsulent fra Danmission og opfordrer interesserede til at kigge forbi.

Med overtagelsen bliver butikken en del af Danmissions landsdækkende netværk af genbrugsbutikker.

- Vi har længe ønsket at blive en del af bybilledet i Brønderslev. Nu opstod muligheden, og vi glæder os til at tage hul på et nyt kapitel sammen med byens mange ildsjæle, udtaler lederen af Danmission Genbrug.

Butikken holder som altid åbent hver dag fra kl. 8.00 til 20.00 – og døren står åben for både kunder og nye frivillige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste