Billede beskrivelse

Nyt boligområde tager form i Brønderslev

02. april 2025 kl. 06.03

BRØNDERSLEV: I den sydlige del af Brønderslev udvikles et nyt boligområde, nærmere bestemt ved Pileurtvej, tæt på byens nuværende sydlige bygrænse. 

Som en del af det store planlagte boligområde "Engene" er den første etape ved Pileurtvej blevet udstykket, og byggerierne er nu i fuld gang. Den lokale ejendomsudvikler, Restate Development, står bag et projekt med 19 nye attraktive lejeboliger.

- Der opføres 19 nye lejeboliger, heraf 9 fritliggende boliger på hver 101 m² og 5 dobbelthuse med 10 boliger på hver 96 m², udtaler Andreas Heegaard fra Restate Development.

Der er allerede opført et par parcelhuse på Pileurtvej, og et yderligere parcelhus er under opførsel.

- Vi håber, at vores projekt kan bidrage til at sætte yderligere skub i udviklingen af området og Sydbyen. Vi vil gerne være med til at udvikle byen, siger Andreas Heegaard.

Området ved Pileurtvej er attraktivt beliggende med kort afstand til midtbyen, tæt på skole og daginstitution, samt nem adgang til motorvej E39. Der er gode stiforbindelser, som skaber en god sammenhæng med de eksisterende ældre boligkvarterer. 

Billede beskrivelse

Hele området "Engene" har potentiale til at rumme op til 400 boliger, fordelt på både private og kommunale udstykninger, og derfor forventes en stor del af Brønderslevs fremtidige udvikling at finde sted i denne del af byen.

Brønderslev er i øjeblikket i en positiv udvikling med stor tilflytning. Kommunen er den eneste nord for Limfjorden med positiv befolkningstilvækst, hvis man ser bort fra Aalborg Kommune. 

Brønderslev by er samtidig en af de nordjyske byer med størst tilflytning, hvilket er meget positivt for både byen og kommunen. 

Der er mange spændende projekter på vej, herunder det store projekt på Banegårdspladsen i midtbyen samt det kommende kulturprojekt "Fabrikken" i de historiske fabriksbygninger ved det tidligere PN Beslag, grundlagt i 1886 af Peder Nielsen, en af byens historiske profiler. 

Den nye plads ved banegården er blevet opkaldt Peder Nielsens Plads til ære for erhvervsmanden.

Den positive udvikling afspejles også på boligmarkedet i Brønderslev, hvor der er stor efterspørgsel på attraktive lejeboliger. 

Et aktivt boligmarked understøtter efterspørgslen på lejeboliger, da det skaber en naturlig "livscyklus", hvor seniorer ønsker at sælge deres ejerbolig og flytte til mindre lejeboliger, som yngre par – måske tilflyttere – kan overtage. 

Mange af disse potentielle lejere foretrækker etplansboliger med en lille privat have og egen carport, hvilket er den type boliger, der primært udvikles i området.

Selvom byggeriet af de nye lejeboliger på Pileurtvej stadig er i den indledende fase, er der allerede stor interesse for projektet, og flere boliger er allerede reserveret.

Restate Development afholder en åben byggeplads på Pileurtvej søndag d. 6. april kl. 11-13, hvor interesserede har mulighed for at se byggeriet og få mere information om lejeboligerne. 

- Vi håber, der kommer mange interesserede. Der plejer at være stor interesse for disse arrangementer, og vi har bestilt godt vejr samt en pølsevogn, afslutter Andreas Heegaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste