Billede beskrivelse

Nu udvider Kronborg CrossFit med ny træningsform

27. februar 2026 kl. 06.03

BRØNDERSLEV: Da Katrine Kronborg og hendes mand første gang trådte ind i den gamle lagerbygning, hvor Kronborg CrossFit i dag holder til, var begejstringen til at overse.

- Det regnede ned gennem taget, og rummene passede slet ikke til det, vi havde i tankerne. Jeg sagde faktisk til min mand: Det kan jeg simpelthen ikke se for mig, fortæller Katrine med et smil.

I dag er den tidligere lagerbygning forvandlet til et moderne træningsmiljø med over 400 medlemmer og hele 66 ugentlige hold – og fra næste uge udvider centret med endnu et nyt tiltag: HYROX-træning.

Ny træningsform skal ramme bredere

Fra næste uge åbner Kronborg CrossFit nemlig op for HYROX – en træningsform, der vinder mere og mere frem internationalt og på sociale medier.

Hvor CrossFit for mange forbindes med tunge vægtstænger og tekniske løft, er HYROX mere pulsbaseret og kræver ikke samme erfaring med styrketræning.

- Vi vil gerne ramme lidt bredere. CrossFit kan for nogen virke voldsomt, men her handler det i højere grad om at få pulsen op. Det kræver ikke det samme tekniske niveau at være med, forklarer Katrine Kronborg.

Hurtigere start end forventet

Allerede fra begyndelsen oplevede Kronborg CrossFit stor interesse fra lokale borgere.

- Jeg havde knuder i maven op til åbningen. Hvor mange ville egentlig dukke op? Men der endte jo med at være sort af mennesker til vores introhold, og vi blev nødt til at oprette ekstra hold.

I dag tilbyder centret alt fra klassisk CrossFit og yoga til familiehold, hvor børn og voksne træner sammen, samt babyhold, som også er yderst populære.

Træning uden at skulle tænke

Hos Kronborg CrossFit er holdtræning omdrejningspunktet.

- Mange træner alene i et fitnesscenter uden egentlig at have en plan. Her er der en coach og et program. Jeg plejer at sige, at man kan komme og træne uden sit hoved – du skal bare møde op.

Det skaber ikke bare bedre teknik, men også et stærkt fællesskab.

- Ud af alle de medlemmer kan jeg navnene på dem alle. Det er vigtigt for mig, at de ikke bare føler sig som et nummer i rækken.

Samarbejde med lokale virksomheder

Et andet område, Kronborg CrossFit gerne vil udvikle, er samarbejdet med lokale virksomheder. Allerede i dag træner flere firmahold fast i centret.

- Hvis medarbejderne har det godt, yder de også bedre. For relativt få midler kan man faktisk få rigtig meget igen i form af trivsel og mindre sygefravær, siger Katrine Kronborg.

Et hjertebarn med lokale rødder

Selvom medlemstallet vokser, er der ingen planer om at udvide til flere afdelinger.

- Det her er vores hjertebarn. Hvis vi åbner flere steder, kan vi ikke være tæt på medlemmerne hver dag – og så ryger personligheden af det.

I stedet handler det nu om at nå endnu flere lokalt – ikke mindst med det nye HYROX-hold fra næste uge.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste