Nu rykker det for dagligvarebyggeri i Manna-Thise
MANNA-THISE: De nægter at lægge sig ned rundt omkring Thise Bakker.
I lokalsamfundet Manna-Thise har lokale kræfter i årevis arbejdet henimod at skaffe byen en købmand igen. På et møde onsdag 13. maj tog styregruppen bag planerne endelig en beslutning. Det fortæller medlem af styregruppen Lasse Jensen.
- Der har været stigende priser på byggematerialer, og det er vigtigt for os, at der er en god økonomi, så vi har valgt at tilpasse den originale plan. Vi har haft en plan A, en plan B, og nu har vi så valgt at køre med plan C, siger Lasse Jensen.
Helt konkret betyder det, at butikken bliver 100 kvadratmeter mindre. Det kommer ikke til at berøre selve butiksarealet, men derimod plads til lager og lejelokale til kontor, der bliver sløjfet.
- Det er vigtigt at sige, at det er 100 kvadratmeter, som Dagrofa faktisk mente var unødvendige for driften. Det var os selv, der gerne ville have det, siger Lasse Jensen.
Styregruppen har søgt fonde som gale. Der er kommet en del penge ind - også fra lokale anpartshavere - men de har desværre også oplevet nogle afvisninger.
- Vi har haft lidt udfordringer. Jeg har en idé om, at det er fordi, vi er organiseret i et ApS, og det bliver bare automatisk kasseret af nogle fonde, fordi de tænker, det handler om økonomiske interesser. Men staten har anerkendt det, vi laver, som et almennyttigt arrangement, siger Lasse Jensen.
Det betyder blandt andet, at al overskud bliver i virksomheden, og at alle midler i tilfælde af en konkurs skal tilfalde lokale foreninger.
- Det er ikke anderledes end i en idrætsforening, siger han.
Næste skridt er, at arkitekten lige skal "slå nogle streger", og så skal der søges byggetilladelse inden sommer. Planen er, at byggeriet skal i gang ultimo 2026. Samtidig skal Dagrofa godkende økonomien.
- Vi er i meget tæt kontakt med dem, siger Lasse Jensen.