NT lukker ventesal og toiletter på Hjallerup Busstation
HJALLERUP: NT har besluttet at lukke både ventesal og toiletter herunder handicaptoilettet på Hjallerup Busstation.
Det vækker stor bekymring hos Bjarne Holm Hansen, som driver Kontur, der er nabo til ventesalen.
- Ventesalen bliver dagligt brugt af mange, og de små skure, der står tilbage, giver hverken ordentligt læ for regn, sne eller kulde, men det største problem er, at toiletterne også forsvinder, lyder opråbet fra Bjarne Holm.
- Der findes nemlig ikke andre offentligt tilgængelige toiletter i Hjallerup centrum. Mange rejsende og forbipasserende og herunder personer med handicap har haft stor gavn af faciliteterne, og her kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad Brønderslev Kommune har tænkt at foretage sig. Det er ikke en løsning, at vi som butiksejere skal stille vores baglokaler til rådighed. Mange af vores toiletter ligger uhensigtsmæssigt og er ikke indrettet til offentlig adgang. Slet ikke, mens vi passer butikken. Hvem i centrum har overhovedet et handicaptoilet, spørger han, der selv er udlejer af lokalet til NT.
- Det her handler ikke om, at jeg mister en lejeindtægt, men det drejer sig om de rejsende. Skal de lede efter opgange, indgange eller buske om aftenen? NT betaler i dag kun godt 4.000 kroner om måneden inkl. varme, vand og spildevand. Med den centrale placering kunne jeg formentlig finde en ny lejer til en højere husleje. Det handler ikke om penge, men om byens infrastruktur, tryghed og tilgængelighed. Vi håber, at både NT og Brønderslev Kommune vil genoverveje beslutningen og ikke mindst præsentere en løsning, der tager hensyn til både rejsende og borgere i Hjallerup. Eller skal vi bare opgive idéen om offentlig transport? spørger en frustreret Bjarne Holm Hansen.