Nordjylland får shelters med sjæl – kunsten flytter ind i naturen
HELLUM: Snart får Nordjylland et helt særligt sted at tage hen. Shelterområdet Slettingen i Jyske Ås står foran en spændende forvandling, hvor kunst, arkitektur og natur går op i en højere enhed. Brønderslev Kommune, Statens Kunstfond og Naturstyrelsen har netop udpeget det vinderprojekt, der skal gøre området til et levende åndehul – et sted man får lyst til at opsøge for at finde ro, blive nysgerrig og opleve fællesskab midt i landskabet
Vinderforslaget er Geotopen af Biotope og Tina Ratzer. Det er udvalgt for sin stærke kunstneriske kvalitet, klare forankring i stedets natur og kultur – og sin tydelige realiserbarhed. Projektet bliver et nyt samlingspunkt i landskabet, hvor natur, ophold og æstetik smelter sammen i en sanselig og stedsspecifik helhed.
Geotopen fortolker det istidsformede landskab gennem et kunstnerisk og sanseligt greb. Projektet inviterer besøgende til fordybelse i naturen gennem nye shelters, opholdszoner og poetiske glasværker inspireret af stedets planter. Det er både funktionelt og fortolkende – et sted, hvor geologi, biologi og æstetik smelter sammen og bringer nye oplevelser til området.
- Vi er stolte over at kunne løfte sløret for det projekt, der fremover skal danne rammen om både ro, fordybelse og fællesskab i naturen ved Slettingen. Det valgte forslag er et smukt samspil mellem kunst, arkitektur og landskab – og viser tydeligt, hvordan kunst kan bidrage til at styrke både stedets identitet og borgernes oplevelse, siger Steen Søgaard Petersen, formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget i Brønderslev Kommune.
Stærkt felt og høje ambitioner
Hele 88 ansøgere fra hele landet deltog i den indledende open call. Herfra blev tre teams udvalgt til at udvikle et konkret forslag i skitsekonkurrencen. De tre teams var:
Biotope i samarbejde med Tina Ratzer
Lea Porsager i samarbejde med Johansen Skovsted Arkitekter
Slow Works (Super Schwarz) i samarbejde med Matters og Christine Steffensen
- Det har været fantastisk at se, hvor kvalificeret alle de tre teams har bragt deres forskellige fagligheder i spil i kunstneriske løsninger på funktionelle krav. De vidner alle om stor respekt, nysgerrighed og forståelse for de særlige naturmæssige kvaliteter i Jyske Ås. Samtidig skubber de kunstneriske greb til den måde, vi bevæger og opholder os i landskabet. For Statens Kunstfond vidner det om de potentialer, der kan være i at få kunstnere på banen i mange forskellige sammenhænge, siger Anne Mette Exner, arkitekt og medlem af Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg
Videre proces
Vinderprojektet skal nu viderebearbejdes og realiseres i tæt dialog med Brønderslev Kommune og Naturstyrelsen. Det forventes, at området står færdigt og klar til brug inden udgangen af 2025.
- Geotopen er et fint eksempel på, hvordan kunst kan forstærke naturoplevelsen uden at dominere den. Projektet formår at indarbejde områdets særlige karakter og planter som guldblomme, hønsebær og engelsød – arter, der hører naturligt hjemme her i Jyske Ås. Det er glædeligt at se, hvordan naturen ikke blot danner bagtæppe, men er en aktiv medspiller i kunstnernes vision, siger Jens Fick fra Naturstyrelsen og leder af Det Grå Fyr.