Nichlas jagter drømmen som selvstændig
KRAGHEDE: Drømmen om at blive selvstændig er blevet til virkelighed for Nichlas Skov Vedel i Kraghede syd for Brønderslev.
Han er oprindeligt uddannet landmand, men har nu taget det første skridt på vejen som iværksætter med åbningen af NV Maskinudlejning.
Nichlas har længe haft ønsket om at skabe sin egen virksomhed, og maskinudlejning har været det naturlige valg.
- Jeg er startet op med maskiner, som typisk bruges af gør-det-selv-folk til eksempelvis havearbejde, forklarer han.
Virksomheden henvender sig blandt andet til kunder, der står med opgaver som stubbe, der skal fjernes, eller grene, der skal omdannes til flis, men som mangler det rette udstyr.
Her kan NV Maskinudlejning tilbyde en række maskiner, der gør arbejdet både nemmere og mere effektivt.
- Det kan jo være en dyr investering, hvis man skal ud og købe udstyret selv. Især hvis man kun skal bruge det en weekend, lyder det fra Nichlas.
Maskinparken består i første omgang af blandt andet stubfræser, flishugger og fliseløfter. Nicklas har dog planer om løbende at udvide maskinbeholdningen i takt med efterspørgslen.
Alle maskiner udlejes med fokus på sikkerhed, og nødvendigt sikkerhedsudstyr følger med.
- Kalenderen er tom, og maskinerne er klar, så man skal endelig ikke tøve med at tage kontakt, siger Nichlas, der både kan kontaktes telefonisk og via sociale medier.