Markant Brønderslev-bygning har fået ny ejer
BRØNDERSLEV: Ejendommen Stjernekrydset med adresser på både Algade, Vestergade og Ny Banegårdsgade i Brønderslev er blevet solgt.
Det skriver EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg, der har formidlet salget af ejendommen med 4.761 m² etageareal, i en pressemeddelelse.
Ejendommen omfatter 43 boliger og 5 erhvervslejemål, hvor bl.a. Bog & Idé lejer sig ind i en af erhvervslejemålene i Algade. Snart tilføjes der 7 ekstra boliger til ejendommen.
- Først og fremmest er det nogle flotte ejendomme centralt beliggende i Brønderslev. Planen med ejendommen er en større renovering. Der er et par tidligere erhvervslejemål, der udgår, og i stedet skal der laves 7 nye boliger i indeværende år. Jeg er glad for samarbejdet med sælger Flemming Jensen, der er meget hjælpsom med gode råd og vejledning. Jeg er ikke så kendt i lokalområdet, så hjælpen er guld værd, fortæller Martin Holst, der er den nye ejer af Stjernekrydset-ejendommen.
Kunne reelt bo på månen
Sælger af den markante ejendom i Brønderslev er Flemming og Grethe Jensen.
- Vores dåbsattest er den absolutte største grund til at vi sælger, fordi vi ønsker mere tid til ferier mv. her i vores pensionisttilværelse. Stjernekrydset udgjorde ca. 1/3 af vores samlede portefølje og selvom alt administration er 100 procent udliciteret til ProDomus, og vi reelt kunne bo på månen, så har vi stadig det overordnede ansvar, og det ansvar bliver selvsagt mindre efter salget, fortæller Flemming Jensen.
- Den 1. september i år har vi udlejet boliger i 40 år, og vi har haft ca. 200 boliger gennem alle årene, så vi har været med i mange år. Stjernekrydset er en markant og flot ejendom, midt i Brønderslev, så det er en 'guldklump' vi har solgt og nu overdrager til Martin Holst. Vi ønsker ham tillykke med købet og al muligt held og lykke med den nye ejendom.