Mads holder bogreception på biblioteket
BRØNDERSLEV: Onsdag den 28. januar 2026 kl. 16–17 inviterer Brønderslev Bibliotek til bogreception med forfatter, journalist og radiovært Mads Nygaard, der udgiver sin nye bog Lysglimt.
Valget af Brønderslev som ramme for udgivelsen er langt fra tilfældigt. Netop her begyndte forfatterens skrivevej, da han som ung underviste i kreativ skrivning i en ungdomsklub, der dengang holdt til i en nedlagt børnehave ved jernbanen.
– Her var der ingen varme. Kun Olsen Banden-stemning, når toget rystede bygningen, husker han med et smil.
Det var i dette miljø, han for alvor opdagede kraften i de personlige fortællinger – og hvordan én lille historie kunne gøre en forskel.
Lysglimt rummer 100 tekster, oprindeligt delt på Facebook mellem juni 2019 og i dag. Teksterne er båret af håb, varme og en dyb menneskelig forståelse – langt fra de konfliktfyldte debatter, man ofte møder på sociale medier.
Her er i stedet små glimt af liv, set fra et skriveværksted i Mygdal nord for Hjørring, hvor mennesker og møder bliver til fortællinger.
Et broget forfatterskab
Ved receptionen deler Mads Nygaard anekdoter fra sin alsidige skrivekarriere. Han fortæller blandt andet om de første jobs – for både Ugens Rapport og Hjemmet – hvor han skrev henholdsvis pornografiske noveller og søde dyrehistorier fortalt af katten Pjuske og hunden Pippi.
Siden da er det blevet til fem romaner, flere billedbøger, skuespil, hørespil, en kogebog, en bog om fodbold – og en om kærlighed, skrevet sammen med hustruen Tine Gøtzsche. Dertil kommer tusindvis af Facebook-opslag og nætter med lyttere som vært på Nattevagten på Radio IIII.
Biblioteket som samlingspunkt
Brønderslev Bibliotek ser frem til besøget og fremhæver betydningen af at være et mødested for litteratur og fællesskab.
– Det er en ære, når en anerkendt forfatter vælger at præsentere sin bog her hos os, lyder det fra formidler Hans Wendelboe Bøcher.
To dage efter kan Mads Nygaard også opleves i København, hvor Lysglimt præsenteres i boghandlen Thiemers Magasin på Vesterbro.
Det sker onsdag 28. januar 2026 fra kl. 16-17 på Brønderslev Bibliotek
Allerede den 11. februar vender litteraturen tilbage til Brønderslev. Her gæster Elsebeth Dissing biblioteket med fortællinger fra sin romantrilogi om blandt andet Tobakspigerne fra CW Obel i Aalborg – en levende rejse gennem årtier, der forandrede Danmark.