Billede beskrivelse

Lykkelig generalforsamling: Nye kræfter i lokal musikforening

12. april 2026 kl. 06.01

HJALLERUP. Hjallerup Musikforening har efterhånden eksisteret i 20 år og sørget for utallige koncerter med kendte populære kunstnere og grupper gennem årene. 

Sådan var det, indtil coronaen ramte landet. 

Så skete der noget med os alle, og det blev stadig sværere at sælge billetter.

- Det blev meget svært, bekræfter foreningens mangeårige formand, Søren Bak.

- De første mange år blev koncerterne afholdt på kroen, og der var vi meget glade for at være. Det var meget intimt, og der var altid god stemning. Af forskellige grunde måtte vi flytte til Kulturhuset, hvor der ikke er plads til så mange gæster. Det bevirker, at der er færre indtægter og dermed færre penge at bruge på at skaffe kunstnere, tilføjer han. 

Sværere at sælge billetter

- Vi har virkelig haft meget svært ved at finde navne, som folk ville købe billetter til. Vi bebrejder ikke Hjallerups borgere, at de ikke kommer til koncerterne, for vi har åbenbart ikke været dygtige nok til at finde de rigtige navne. 

- Det gælder både koncerterne i Kulturhuset og sommerkoncerterne i Anlægget, som vi laver sammen med borgerforeningen. De sidste 3-4 år har vi måttet bruge af den opsparede kapital for at få det til at løbe rundt, og det er jo ikke holdbart i længden.

- Derfor havde den tidligere bestyrelse indstillet til generalforsamlingen, at hvis der ikke kom nye kræfter til med friske idéer, skulle foreningen nedlægges. Begrundelsen var dels, at vi ikke kunne sælge billetter, og dels, at foreningen blev oprettet, fordi man dengang ikke kunne høre musik i Hjallerup og omegn. Her er der sket en stor ændring, for nu kan man høre musik i alle kirker, på Hjørnet, Kunstcentret, i haller og mange andre steder, så målet med foreningen er ikke helt så vigtigt, som det var engang, fortæller Søren Bak. 

Mod og lyst

- Der skete så det lykkelige på generalforsamlingen, at et par unge mennesker mødte op med mod og lyst til at stå for musikprogrammet. De bad om, at nogle af de erfarne bestyrelsesmedlemmer kunne blive siddende for at stå for det praktiske med at arrangere koncerterne. De ville helst bare stå for musikken og skabe noget nyt. 

- Det er vi så et par stykker, der har sagt ja til. Vi fortsætter, men overlader det kreative til de nye, der er Mathias Byrdal og Lars Noer. De har begge et godt netværk til en gruppe borgere, vi ikke har haft held til at få fat i. De har desuden boet i byen i mange år. 

- Jeg håber, de vil komme med noget helt nyt og spændende. Vi har møde 29. april, hvor de skal fortælle lidt om, hvad de går og tænker, og hvor de gerne vil have foreningen hen. Det er vi spændte på, siger Søren Bak.

Sværere at skaffe kunstnere

- Det er ikke nogen nem opgave at stable et spændende program på benene, for kunstnerne er de senere år blevet en del dyrere, fortæller Søren og fortsætter:

- De er også blevet mere selektive. Tidligere kunne vi tiltrække lidt større navne, da de var villige til at spille lidt billigere i Hjallerup, hvis de var i Jylland i forvejen. I dag lever kunstnerne stort set udelukkende af koncerter, da de ikke længere tjener penge på at lave plader. De foretrækker derfor de store spillesteder. 

- Vi har kun plads til 250 gæster, og det sætter nogle økonomiske begrænsninger, men lad os nu se, hvad de nye kræfter finder på, siger Søren Bak.

Han er desuden fortsat formand i foreningen, ligesom Bo Christensen fortsætter som næstformand. 

De nye kræfter er Mathias Byrdal, Lars Noer og Mariann Ettrup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste