Billede beskrivelse

Leif er ny overmester i landsdelens største Odd Fellow-loge

22. april 2025 kl. 15.18

BRØNDERSLEV: Odd Fellow Ordenen i Brønderslev, Broderloge nr. 71 Richard Marley, har fået ny ledelse.

Det skriver Christian Milling fra ordenen i en pressemeddelelse, hvor han oplyser, at landets Odd Fellow-loger i ulige år vælger deres ledelse for de kommende to år.

Logens brødre har til de kommende 2 år valgt Leif Hejselbak som logens overmester, Jesper Rose Svarre som undermester, Knud Larsen Pedersen som sekretær, Jens Larsen som skatmester og Erik Pallisgaard Støve som kasserer.

Leif Hejselbak er 66 år og har været medlem af logen siden 2018. Leif Hejselbak har forud for sin indstilling til overmesterposten bestridt posterne som sekretær og undermester.

Leif Hejselbak er født i Brønderslev og bor i Brønderslev. Han er gift med Karen Margrethe og har to børn og 5 børnebørn. Leif Hejselbak trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet i 2022, efter at have været driftschef og medejer af BERA Stilladser A/S, samt NSU HOLDING A/S.

- Det er en spændende tid, vores loge går i møde. Et stigende antal i alle aldre søger ind i Ordenen. Vi oplever en tilgang af yngre og erhvervsaktive mennesker, og jeg tror, det skyldes dels det grundlæggende, som Odd Fellow står for, og dels at de unge bliver tiltrukket af de faste rammer og traditioner, siger Leif Heiselbak.

- Vi værner om de faste rammer og de gamle traditioner, som Odd Fellow Ordenen blev bygget på i 1819. Vi fortæller ikke så meget om, hvad vi gør i logen, da det kan virke absurd, hvis man piller enkeltelementer ud af helheden, men som helhed bliver det til noget meningsfuldt for den enkelte, fortæller han.

Odd Fellow Logen Richard Marley i Brønderslev er Nordjyllands største Odd Fellow-loge, men de vil arbejde for at blive endnu flere ordensmedlemmer.

- En medlemstilgang vil betyde, at vi bliver i stand til at styrke det humanitære arbejde i lokalsamfundet. Lokalt støtter vi Stafet for livet, uddeler julekurve til værdigt trængende og andre humanitære projekter i vores virkeområde. Internationalt støtter vi bl.a. med hjælp til Ukraine samt til skolesøgende børn i Indien igennem Verdens Børn, oplyser Odd Fellow i Brønderslev.

Odd Fellow Ordenen i Brønderslev dækker et stort geografisk område, fra Hjørring i nord til Løkken og Saltum i vest, Aabybro i syd og Hou i øst.

- Jeg ser frem til hvervet som logens leder. Jeg er både stolt, men også ydmyg, når jeg sætter mig i overmesterstolen, og jeg vil bestræbe mig på, at logen både ledes på en god måde og udvikler sig i de to år, der er blevet mig betroet, siger Leif Heiselbak.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste