Billede beskrivelse

Kultur- og samlingssted i Asaa nærmer sig realisering

09. april 2026 kl. 12.01

ASAA. Med en donation på 5 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er projektet ’Jernstøberiet, Asaa -vores kulturfabrik’, nu kommet markant tættere på mål.

Det er et projekt, der skal omdanne det gamle jernstøberi i Asaa til et moderne, levende kultur-og samlingssted.

Transformationen af jernstøberiet skal sikre, at man bevarer den industrielle kulturarv og samtidig skaber rammerne for fremtidens fællesskaber. 

Støtten skal gå til renovering af hele bygningen herunder isolering og en CO2-venlig klimaskærm, der gør, at bygningen kan bruges hele året.

- Vi er utroligt stolte og taknemmelige over, at A.P. Møller Fonden støtter vores vision for ’Jernstøberiet’. Denne donation er en kæmpe håndsrækning til det lokale engagement, med 368 ’folkeaktionærer’ i spidsen, som har skabt grundlaget for, at byens gamle Jernstøberi fortsat kan være en del af Asaas identitet og transformeres til den smukke ramme om borgerdrevne og kreative aktiviteter og events af forskellig art, siger formand Villy Mortensen.

Med støtten fra A.P. Møller Fonden bliver de næste skridt at få økonomien til renoveringen helt på plads.

Det arbejder bestyrelsen intenst på at få til at lykkes. 

Fundamentet er nu ganske solidt, og drømmen om at kunne slå dørene op til et unikt kulturhus i Nordjylland, er kommet meget tæt på at gå i opfyldelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste