Krudtuglerne er i fuld sving med køllerne
BRØNDERSLEV: Efter en lang vinter er der igen kommet liv på krolfbanerne i Brønderslev. Her er seniorfællesskabet Krudtuglerne nu godt i gang med sæsonen.
Krolfspillerne har netop modtaget en donation på 20.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel.
Pengene er gået til indkøb af jakker, som gør det muligt at dyrke krolf i al slags vejr. Beløbet blev overrakt mandag af afdelingsdirektør hos Sparekassen Danmark i Brønderslev, Casper Elefsen. Det foregik ved en sammenkomst på banerne.
Krudtuglerne i Brønderslev tæller for tiden 32 spillere. Den ældste er 89 år, og blandt deltagerne er også tre, der bevæger sig rundt med rollator. Der er plads til alle – uanset niveau og fysiske forudsætninger.
Krudtuglerne samles hver mandag og tirsdag klokken 9 på den gamle stadiongrund ved Brønderslev Hallen. Banen rummer 12 huller, og spillerne gennemfører tre runder ad gangen. Selvom der konkurreres om færrest slag og flest hole-in-ones, er det sociale samvær og hyggen i centrum.
Krudtuglerne blev stiftet i 1997 i samarbejde med Brønderslev Kommune og Idrætssamvirket. Formålet er at give borgere over 60 år bedre betingelser for motion, idræt og socialt samvær.