Kommunen søger 121 nye lægdommere
BRØNDERSLEV: Har du lyst til at være med til at afgøre spørgsmål om skyld og straf i straffesager, er der nu mulighed for at melde sig.
Brønderslev Kommune søger nemlig 121 borgere, der er interesserede i at blive lægdommere i perioden fra 1. januar 2027 til 31. december 2031, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Lægdommere deltager i behandlingen af straffesager sammen med juridiske dommere og er med til at træffe afgørelser om skyld og straf.
Det kræver hverken en juridisk uddannelse eller særlige faglige kvalifikationer at søge.
Ifølge kommunen er det derimod vigtigt, at lægdommerne kan bruge deres sunde fornuft og dømmekraft.
Skal afspejle befolkningen
Brønderslev Kommune ønsker, at gruppen af lægdommere afspejler befolkningen så bredt som muligt.
Derfor opfordrer kommunen interesserede til at søge uanset blandt andet køn, etnisk baggrund, uddannelse og erhverv.
For at komme i betragtning skal man være mellem 18 og 75 år, være ustraffet, have stemmeret til Folketinget og fast bopæl i Danmark.
Derudover skal man ifølge kommunen være kendt som en hæderlig og ansvarlig borger.
Ansøgningsperioden løber fra den 10. august til den 1. november 2026. Interesserede kan læse mere om opgaven som lægdommer på domstol.dk.