Seneste nyt
Billede beskrivelse

Lokale virksomheder tog grønne udfordringer op med EU-politiker

14. august 2026 kl. 11.01

BRØNDERSLEV: Vinduer og vin var blandt emnerne, da medlem af Europa-Parlamentet Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti den 6. august besøgte Nygårdsminde Vingård i Brønderslev.

Her havde Ventisol Vinduer opsat et showroom, og politikeren blev præsenteret for de to virksomheders arbejde med grøn omstilling og de udfordringer, de oplever på området.

Det oplyser Mette Dencker, direktør i Public Affairs-bureauet You on Track, i en pressemeddelelse.

Fælles for Nygårdsminde Vingård og Ventisol Vinduer er ejer Jan Lunde.

Hos Ventisol Vinduer arbejder virksomheden blandt andet med genanvendelse af glas, stål og gummi. Ifølge virksomheden kan det dog være vanskeligt at få den reelle genanvendelse tilstrækkeligt anerkendt i de eksisterende mærkningsordninger.

Det var en af de problemstillinger, som blev taget op med Niels Flemming Hansen under besøget.

- Genbrug er vigtigt, også i vinduesindustrien. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi har nogle mærkningsordninger, vi kan stole på, så man som forbruger er i stand til at vælge det bedste produkt, der både er vedligeholdelsesfrit og bæredygtigt, sagde Niels Flemming Hansen.

Droppede miljøcertificering

Også på Nygårdsminde Vingård blev der peget på udfordringer ved den grønne omstilling.

Den økologiske vingård har tidligere været Green Key-certificeret, men har siden valgt certificeringen fra.

Ifølge virksomheden skyldes det prisen på certificeringen, som bliver for høj i forhold til virksomhedens størrelse.

Under besøget fortalte Jan Lunde, at en mindre virksomhed kan stå med samme udgift til certificeringen som virksomheder med en langt større omsætning.

- Som repræsentant for SMV'erne kan det undre mig, at en lille SMV, der sælger for 300.000 kroner om året, skal betale det samme for et certifikat som en hotelkæde, der omsætter for flere millioner, sagde Niels Flemming Hansen.

En del af nordjysk virksomhedsturné

Besøget på vingården var en del af en nordjysk virksomhedsturné, som Niels Flemming Hansen havde taget initiativ til sammen med Mette Dencker, direktør i Public Affairs-bureauet You on Track.

Formålet med turen var at besøge virksomheder, der arbejder med grøn omstilling, og høre om de løsninger og udfordringer, de møder i praksis.

For Jan Lunde gav besøget mulighed for at præsentere erfaringerne fra de to virksomheder direkte for et medlem af Europa-Parlamentet.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste