Brønderslev går sammen om Fritidsmissionen: Alle børn skal være en del af et fritidsfællesskab
BRØNDERSLEV: 581 elever fra Midtbyskolen har svaret på spørgsmål om deres fritidsliv som led i den landsdækkende indsats Fritidsmissionen.
Undersøgelsen viser, at 61 procent af de adspurgte går til en fritidsaktivitet, mens 39 procent ikke gør.
Det oplyser Brønderslev Kommune og DGI Nordjylland.
Resultaterne bliver nu brugt som udgangspunkt for Fritidsmissionen i Brønderslev, hvor kommunen, DGI Nordjylland, Midtbyskolen, foreninger og andre lokale aktører går sammen om at få flere børn og unge med i fritidsfællesskaber.
- Tallene viser, at vi har en fælles opgave. Alt for mange børn står i dag uden for et fritidsfællesskab, og det vil vi gerne ændre, siger Steen Søgaard Petersen, formand for Fritids-, Kultur- og Turismeudvalget i Brønderslev Kommune.
Fritidsaktiviteter rykkede ind på skolen
Mandag blev indsatsen officielt sat i gang på Midtbyskolens afdeling Søndergades Skole.
Her rykkede lokale foreninger ind med blandt andet basketball og spejderaktiviteter, så eleverne kunne prøve forskellige fritidstilbud og møde nogle af de frivillige fra foreningslivet.
Anders Holt, der er formand for basketballklubben BBK Eagles, peger på samarbejdet mellem de forskellige lokale aktører som en vigtig del af indsatsen.
- Flere børn skal opleve, at de hører til i et fritidsfællesskab. Det kan ingen af os skabe alene. Derfor er Fritidsmissionen vigtig, fordi den samler skole, kommune, foreninger og lokale aktører om en fælles opgave, siger han.
Skal løbe frem til 2028
Fritidsmissionen er en national indsats, som er taget initiativ til af DGI. Brønderslev er et af otte lokalsamfund i otte kommuner, hvor indsatsen begynder.
Målet er, at alle børn og unge skal deltage i mindst ét fritidsfællesskab.
Ifølge formand for DGI Nordjylland Benny Henrik Hansen handler det ikke nødvendigvis om, hvilken aktivitet børnene vælger.
- Et fritidsfællesskab handler om meget mere end selve aktiviteten. Det handler om at få venner, opleve succes og mærke, at man er en del af noget, siger han.
I Brønderslev skal indsatsen i første omgang løbe frem til sommeren 2028.
Undersøgelsen på Midtbyskolen er gennemført af Rambøll i samarbejde med DGI. 746 elever har fået mulighed for at deltage, og der er kommet 581 besvarelser.