100.000 kroner skal give plejehjemsbeboere tur tilbage i tiden
DRONNINGLUND: Beboere på plejehjem i Brønderslev Kommune får til vinter mulighed for at besøge Dorf Møllegård og gå på opdagelse i omgivelser fra fortiden.
En donation på 100.000 kroner fra Melsen Fonden gør det muligt for museet at invitere beboere fra både kommunale og private plejehjem på besøg.
Det oplyser Melsen Fonden i en pressemeddelelse.
På Dorf Møllegård kan besøgende få et indblik i livet på en gård, der tidligere tilhørte en møller og hans familie.
Blandt andet er gårdens stuehus bevaret, som det så ud i 1925, og ifølge museet oplever personalet, at omgivelserne vækker minder og giver anledning til samtaler blandt gæsterne.
Det er den erfaring, museet nu vil bruge i tilbuddet til plejehjemsbeboerne.
- Vi er meget taknemmelige for donationen, som gør det muligt for os at invitere kommunens plejehjemsbeboere ud på gården. Vi forventer, at besøget vil skabe stor glæde hos de ældre, siger museumsformidler Pernille Hersleb.
Skal sætte gang i minderne
Tanken er, at de historiske omgivelser skal danne ramme om samtaler om beboernes egne erindringer og samtidig give dem en kulturel oplevelse uden for plejehjemmet.
Melsen Fonden støtter velgørende formål i Nordjylland og har valgt at bidrage med 100.000 kroner til initiativet.
- Det er netop denne type initiativer, vi i Melsen Fonden er glade for at kunne bidrage til. Vi er sikre på, at de ældre i Brønderslev Kommune vil få stor glæde af besøget på Dorf Møllegård, hvor de kan genopleve minder og dele historier fra en tid, mange af dem selv kan huske, siger Stiven Larsen, bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden.
Dorf Møllegård forventer at kunne tage imod plejehjemsbeboerne i vinteren 2027.
På længere sigt håber museet at kunne udvide tilbuddet til plejehjem uden for Brønderslev Kommune.