Knap 200 mødte op for at diskutere Asaa Skoles fremtid
ASAA: - Vi vil have en glad oase med lyset tændt og masser af aktiviteter fyldt med det gode børneliv.
Sådan beskrev Jørgen Severinsen, formand for Samrådet Østkysten, ønskerne for en skole i Asaa, da Brønderslev Kommune forleden inviterede til borgermøde i Asaa Hallen om fremtiden for Asaa Skole og Asaa Børnehave. Baggrunden er en henvendelse fra en arbejdsgruppe om køb af Asaa Skole og etablering af en friskole og privat børnehave i samarbejde med Agersted Friskole.
Mødet blev indledt af borgmester Mikael Klitgaard, der gennemgik aftenens program og slog fast, at mødet skal opfattes som en snak med hinanden.
- Børne- og Skoleudvalget vil diskutere, om der skal laves en høring. Bliver der det, skal sagen derefter igennem økonomiudvalg og byråd, inden den kommer videre. Det tager tid, men vi må acceptere, at det tager tid at lave en ordentlig proces, sagde borgmesteren.
Herefter var det direktør for Børn og Unge, Mads Rune Jørgensen, der fik overladt ledelsen af mødet.
Første indlæg kom fra næstformand i Samrådet Østkysten, Jørgen Severinsen.
- Vi har en bekymring for Asaa Skole som folkeskole. Vi ser en nedprioriteret folkeskole med kun 47 elever og en ledelse langt fra byen. Vi bliver desuden hvert år nævnt i kommunens spareforslag, ligesom vi har et skoledistrikt, der gør det svært at ekspandere, sagde han og fortsatte:
- Der er nok nogle, der er blevet forskrækket over, at vi har turdet starte denne samtale om udviklingen, men det tør vi, fordi vi ikke vil sidde tilbage, når eller hvis politikerne beslutter at lukke vores skole. Havde vi en fornemmelse af, at der ville ske tilflytning af elever, og der kom forbedrede vilkår for skolen, havde vi selvfølgelig ikke gjort det. Kigger vi på elevtallet, kan vi se frem til en stille død for vores skole. Vi vil ikke undvære en skole i byen. Vi vil have en glad oase med lyset tændt og masser af aktiviteter fyldt med det gode børneliv. Vi ser kun to muligheder for at bevare en skole. Vi kan enten oprette en friskole selv eller gøre det sammen med Agersted Friskole. Det er den sidste model, vi anbefaler, og den, vi arbejder med. Vi drømmer om at være de første i Danmark, hvor to landsbyer går sammen om en friskole med skole, børnehave og SFO i begge byer. Det skal ske nu, hvor vi har børn i folkeskolen, og vi kan sagtens se en lys fremtid for begge byer, sagde han.
Debatten i gang
Det fik flere til at bede om ordet. Her var der spørgsmål om, hvorvidt friskolen vil kunne rumme alle børn og naturligvis også flere kommentarer til økonomien.
- Der har været underskud på friskolen de seneste år, og jeg kan ikke se, at man ved at købe skolen i Asaa får mere styr på økonomien. Der skal mange nye elever til for at rette op og fjerne underskuddet. Hvorfor bruger vi ikke kræfterne på at kæmpe for den skole, vi har? lød et spørgsmål.
Formand for Midtvendsyssel Lærerkreds, Lars Schandorf Andreasen, deltog også.
- Jeg var overrasket, da jeg så dette forslag om køb af Asaa Skole. Når man ønsker en friskole, plejer det at ske på baggrund af, at folkeskolen lukker. Det er ikke tilfældet her. Jeg synes, at man i Asaa skal tænke sig godt om. Man har i dag en folkeskole med dygtige lærere. Hvis man køber skolen, så er det jo bygningerne og ikke alt det, der foregår i den, man køber. Jeg er meget usikker på, om man som friskole vil få en økonomi, der kan klare det og matche folkeskolens tilbud, sagde lærerformanden.
For og imod
Det var dog ikke kun bekymringer, deltagerne gav udtryk for. Mange var positive over for projektet.
En mor til to børn, hvoraf den ene går i 0. klasse, sagde således:
- Hun er vildt glad for at gå i skole, og alt er godt, men de er kun fem børn. Det ærgerlige er, at de kunne have været 11. De andre børn har altså søgt noget andet end det, vi kan tilbyde i Asaa, og det er ærgerligt. Derfor synes jeg, vi skal arbejde på en friskole, sagde hun.
På mødet blev det oplyst, at der er 20 potentielle elever til 0. klasse næste skoleår, men lige nu ser det ud til, at der kun starter 10.
- Vi er nødt til at gøre noget, hvis vi skal redde skolen og børnehaven, lød en kommentar, mens andre pegede på, at vi er flokdyr og trives bedst i flok.
- Der er grænser for, hvor små klasserne må blive, blev der sagt.
Sådan fortsatte debatten i to timer kun afbrudt af en kaffepause, hvor der også på kryds og tværs blev snakket om skolens fremtid.
En proces er igangsat
Der var masser af argumenter for og imod, uden at man med sikkerhed kunne fornemme, om der var stemning for at købe skolen og gå sammen med Agersted Friskole eller ej. Politikerne gik da sikkert også fra mødet uden at have en afklaring af ønskerne til skolens og børnehavens fremtid. Det var også det, formand for Børne- og Skoleudvalget, Bettina Bøcker Kjeldsen udtrykte, da hun ved mødets afslutning fik ordet.
- Det er svært at vurdere, om der skal etableres en friskole eller ej. Jeg kan godt forstå asaaborgernes bekymringer, for ingen kender fremtiden. Ingen ved, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Det, jeg og udvalget har brug for nu, er at få lavet en proces, og jeg ønsker, at bestyrelsen for friskolen får lavet en strategiplan og regner på økonomien, så vi som politikere kan vide, hvilken vej vi skal gå. I ønsker i Asaa, at der kommer mere lys i vinduerne. Man kunne måske bede jer om at slukke lyset og sørge for, at der kommer flere børn i Asaa, sagde hun med et smil.
En klarhed om skolens fremtid kom der ikke frem på mødet, men en proces er sat i gang.