Klubsamarbejde brillerer: - Man gjorde det rigtige
ASAA/DRONNINGLUND/HJALLERUP: Den udendørs fodboldsæson for klubsamarbejdet Team Østvendsyssel, der består af Asaa Boldklub, Dronninglund IF og Hjallerup IF, er nu slut.
Ikke færre end 21 hold har knoklet på trænings- og kampbanerne rundt omkring i næsten hele Jylland igennem efteråret.
Sæsonen har budt på en række sejre, nederlag, grin, hygge, tårer, blå mærker og en oplevelsesrig tur til Verona Cup for flere årgange.
- Uden de mange frivillige kan det ikke lade sig gøre. Når det så krydres med stor opbakning fra spillere, forældre og bedsteforældre, har det tilsammen bevirket, at Team Østvendsyssel har haft en rigtig god sæson, siger træner Thomas Borup.
Pigeafdelingen
Pigeafdelingen vokser år for år, og i efteråret er det blevet til ikke færre end tre puljevindere og dermed oprykning til en højere række til foråret.
U13 piger er gået ubesejrede igennem hele efteråret, så de til foråret skal spille i den højeste række i Jylland i Liga 1. Både U14 og U15 vil ikke stå tilbage for U13 pigerne, og de blev også puljevindere. U17 piger har spillet en god sæson og lært en masse, så de står godt rustet til foråret.
Jyllandsserie damer var med en stærk slutspurt lige ved at redde en sæson mere i Jyllandsserien, men der manglede lige et enkelt point til sidst. De er dog indstillede på at gå benhårdt efter oprykning til sommer, da holdet er fyldt med talentfulde spillere.
Drengeafdelingen
På drengesiden er man også godt kørende.
U19 drenge var i efteråret udvalgt til at spille i den bedste række i Jylland, hvor de skulle møde større klubber som Hjørring/Vendsyssel og Aalborg KFUM. Det resulterede i spændende kampe og lange køreture for drengene og trænerstaben.
Både cheftræner Nikolaj Juul Jensen og assistenttræner Thomas Borup slår fast, at det er meget tilfredsstillende at kunne have så talentfulde spillere i en og samme årgang.
Til februar får U19 holdet besøg af Randers FC’s ligahold i pokalturneringens 1/8 finale, og til foråret skal holdet forsøge at forbedre den fine 6. plads i liga 1.
- At vi kan deltage på dette niveau, er en klar indikation af, at man gjorde det rigtige, da man indledte fodboldsamarbejdet mellem de tre klubber, udtaler trænerne samstemmende.
Efter en velfortjent vinterpause er U19 drengene klar til den sidste sæson som ungdomsspillere, inden de tørner ud for deres respektive klubber, Dronninglund IF og Asaa/Hjallerup.
U17 har været ramt af efterskoletendensen, men de tilbageværende spillere har mødt flittigt op til træning og gjort det godt i liga 3.
U16 har i den grad haft succes i efteråret, hvor de er gået fra sejr til sejr i Liga 2 og dermed blevet puljevindere og sikret sig oprykning til liga 1 til foråret.
U15 har igen formået at holde to hold i gang. Her har trænerteamet formået at skabe et miljø, der kan fastholde spillerne. U15 har haft hold med i liga 3 og 5.
U14 har ligeledes to hold, hvor liga 3 blev flotte puljevindere og sikrede sig oprykning.
U13 har haft hele tre 8 mands hold, der alle har spillet godt, og virkelig givet den gas på træningsbanerne. Til foråret skal de prøve kræfter med den helt store bane, når de skifter fra 8 mands til 11 mands fodbold.
Fodbold til flest mulige
- Team Østvendsyssels målsætning er at tilbyde så meget fodbold som muligt til flest mulige. Det lykkes vi bedst med, hvis vi har mere end et hold i alle årgange, siger Thomas Borup.
- I år har vi haft mere end et hold i 8 ud af 11 årgange, og det er virkelig flot. Det er et tilfreds Team Ø-udvalg, der i 2025 blevet slået sammen på pige- og drengesiden, der ser tilbage på 2025 og glæder sig til 2026. Først skal trænere og ledere mødes til en juleafslutning, hvor der vil blive talt om de mange sejre og nederlag, som vi har oplevet i 2025, samt få muligheden for at takke hinanden for den store indsats og ønske glædelig jul og godt nytår, lyder det fra Thomas Borup.