Jes og Mussi kan nu kalde sig nordiske mestre
DRONNINGLUND: De bedste hunde fra hele Norden var i starten af september samlet i Elverum i Norge for at konkurrere om Nordisk Mesterskab. Blandt deltagerne var tre hundeførere fra DcH Dronninglund.
Det er imponerende, at en forholdsvis lille klub formår at få tre medlemmer udtaget til landsholdet. Ikke alene deltog de, men de klarede sig alle tre samt deres hunde særdeles godt. Den ene, Jes Svennum, blev ovenikøbet Nordisk Mester i disciplinen IGP3.
De tre hundeførere havde kvalificeret sig til mesterskaberne gennem en række stævner rundt om i landet, inden de blev udtaget til kampen om mesterskabet. Konkurrencen var delt op i fire afdelinger med hver sit landshold med tre deltagere på hvert hold. Jes kæmpede i den udfordrende IGP3, mens hans klubkammerater, Christina Bertelsen og Møller Christensen, repræsenterede Danmark i Skydd.
Det var to erfarne og en forholdsvis ny hundefører, DcH Dronninglund havde med ved mesterskaberne. Jes og Møller har deltaget i konkurrencer på højt plan i adskillige år, mens Christina kun har været med et par år.
Jes Svennum og hunden Mussi deltog som nævnt i IGP3, hvor hunden skulle følge en fært fra en person, der var gået gennem arealer, og finde genstande, som personen havde rørt ved. Desuden blev der konkurreret i lydighed med stå, sid, dæk, apporter, spring mv. Bidearbejde, hvor hunden skulle stoppe figuranten og afværge overfald, var også en del af konkurrencen. Det klarede Jes og Mussi så godt, at de vandt mesterskabet, ligesom holdet, de var en del af, også fik en førsteplads.
Det gik også fint for Møller og Christina, der deltog i Skydd. Her bestod opgaven i rundering i skoven, hvor hunden skulle finde nogle figuranter, feltsøg, hvor den skulle finde genstande i et afmærket område, sporsøg, hvor den skulle følge en fært efter en person og finde nogle pinde, som personen havde rørt ved, lydighed med forskellige øvelser, dæk, stå og apport og endelig bidearbejde, hvor hunden skulle beskytte fører og stoppe figurant.
Her blev Møller og hunden Timmo nr. 4 og Christina hendes hund Nova nr. 5. Samlet fik holdet en flot 2. plads. Dermed var der medaljer til alle tre deltagere fra DcH Dronninglund.