Jens og co. har sat markant præg på 2024
BRØNDERSLEV: Brønderslevs meget aktive borgerforening, Borger 9700, kan nu, hvor året nærmer sig sin afslutning, se tilbage på et meget begivenhedsrigt jubilæumsår, hvor foreningen har eksisteret i 10 år.
- Det har været et utrolig aktivt og dyrt år, fortæller Borger 9700's formand Jens Tofting.
I jubilæumsåret var især Royal Run et højdepunkt. Foreningen stod for flere aktiviteter i optakten til Royal Run, var med i projekteringen og stod for at indsamle økonomiske midler til projektet. Henning Krabbe var idemand og leder af projektet på vegne af Borger 9700.
Borger 9700 har i år stået for flere store, velbesøgte arrangementer med udgangspunkt i Rhododendronparken.
Den 18. juni kom Den Kongelige Ballet forbi Rhododendronparken, den 10. august var der operafestival i samarbejde med Aalborg Opera, og fra den 13. til den 15. september blev den 10. Bæredygtighedsfestival afholdt.
- Bæredygtighedsfestivalen var i år bedre besøgt en tidligere. Vi havde omkring 2000 deltagere. Det er vi meget tilfreds med. I særdeleshed i relation til at Aalborg havde 20.000 deltagere til deres bæredygtighedsfestival, siger Jens Tofting.
Den sidste publikumsaktivitet i år var en koncert med Vivi Steffensen og Per Møller i den Runde Pavillon, som fandt sted den 26. oktober. Arrangementet var gratis, og der var fuldt hus.
Men Borger 9700 har også været aktive på andre områder. Foreningen, der har ca. 700 medlemmer, har som et af sine vigtige mål at styrke og udvikle Brønderslev by. Og i året, der er ved at være gået, har foreningen blandt andet arbejdet for at forbedre forholdene for byens handicappede borgere.
- Den 7. oktober begyndte togene mellem Aalborg og Hirtshals/Frederikshavn at køre igen efter omfattende arbejde på bl.a. Brønderslev station for at hæve perronen, der var så lav at det var næsten umuligt for ældre, handicappede og folk med barnevogne at stige på og af toget. Vi har presset på i mange år for at få hævet perronen ved kontakt til DSB og Banedanmark, og vi stod i spidsen for fælles sag med handicap - og ældreorganisationer. Gennem personlig kontakt til ministeren lykkedes det til sidst at få en bevilling til arbejdet igennem, fortæller Jens Tofting.
- Vi har også deltaget aktivt i arbejdet i Midtbyrådet, hvor vi har bl.a. deltaget i arbejdet med det nye torv foran banegården. Vi har søgt og fået bevilling til et lege - og springvand til pladsen, slår jens Tofting fast.
Endelig har Borger 9700 - i samarbejde med Brønderslev Bibliotek - fået foredrag om naturvidenskab, arrangeret af Natural Science på Århus Universitet. til Brønderslev.
Hvordan med det kommende år, kan I blive ved med at være så aktive, spørger jeg Jens Tofting.
- Det er et spørgsmål om penge. Vi skal skaffe midler til vores aktiviteter, først og fremmest gennem at søge fondsmidler, for vore kontingenter, der indbringer cirka 70.000 kroner årligt, rækker ikke så langt. Jeg kan som eksempel nævne arrangementet med Den Kongelige Ballet, som alene kostede 100.000 kroner. Så fremtiden kommer til at handle om, hvor mange fondsmidler vi kan skaffe.
Men allerede en gang i januar forventer Borger 9700's formand, at foreningen kan fremlægge programmet for 2025.