Indkalder til stormøde: Mange positive ting er på vej i byen, men handelslivet har det hårdt
BRØNDERSLEV: Den 15. januar er der indkaldt til stormøde på Rådhuset i Brønderslev. Det er Brønderslev Handel og Vores By Brønderslev, der ønsker at sætte fokus byens fremtid.
"Brønderslev er på mange områder i positiv udvikling, dog er handlen presset, hvilket kan ses i bybilledet", skriver handelschef Pia Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Jeg tager ind på handelschefens kontor for at få uddybet, hvad der er formålet med mødet på Rådhuset.
- Vi vil undersøge, hvordan vi skaber en mere livlig midtby med et sundt og aktivt erhvervsliv, siger Pia Mikkelsen.
Hun peger på, at der er så meget godt på vej i byen, som eksempelvis nybyggeriet og den kommende park i forbindelse med byggeriet på Banegårdspladsen/Peder Nielsens Plads, og det nye kulturhus som er på vej i PN Beslags bygninger.
Men der er også ting, der går i den gale retning. Handelslivet er hårdt presset, som alle kan se på de mange butikslokaler, der står tomme i byen.
- Her handler det om, at vi ikke går i panik og bliver handlingslammede. Vi skal arbejde sammen på kryds og tværs og finde ud af, hvordan vi skaber en levende by, så vi kan tiltrække flere attraktive butikker og butikskæder.
Konkret handlingsplan
Et problem for mange handlende er de høje huslejer, som skal betales i Brønderslev. Pia Mikkelsen håber, at udlejere af erhvervslejemål vil komme til mødet, så man kan få en god snak om mulige løsninger på det problem.
- Mødet skal munde ud i en konkret handleplan, så det ikke bare bliver ved snakken. Vi skal have en arbejdsgruppe, der kan levere en handleplan, så vi har en kurs og får udviklet en aktiv og levende by i Brønderslev, siger Pia Mikkelsen, der sammen med salgschef Richardt Thomsen har arrangeret stormødet.
- Vi håber på et talstærkt fremmøde, hvor vi kan komme i dialog med de forskellige interessenter som udlejere, politikere, butiksejere, virksomhedsledere med videre, siger Pia Mikkelsen.
Stormødet om byens fremtid finder sted den 15. januar klokken 18 i Rådhusets kantine. Rådhuset er vært for aftenen og byder på en sandwich og lidt drikkevare, hvilket betyder der kræves en tilmelding via dette link:
https://brondersleverhverv.dk/arrangement/fremtidens-midtby/