Hal-planerne lever stadig, men udvidelsen trækker ud
BRØNDERSLEV: For to år siden hængte de deres visioner op på murene foran indgangen til Brønderslev Hallerne.
Det er plancher, der viser, hvordan hallerne om føje år skal udvides og blive et sportsligt, idrætsligt og fritidsligt samlingspunkt for Brønderslev.
Der er nok andre end mig, der har stået og kigget på plancherne og tænkt: "Hvor vi da bare glæder os!".
Hvordan går det så med de visionære planer? Jeg kontakter Aase Jensen, der er bestyrelsesformand for Fonden Brønderslev Hallerne. Og få dage senere sidder jeg på centerleder Laila Mølgaards kontor og får en snak med Aase Jensen og Laila Mølgaard om fremtidsplanerne for hallerne.
De har - udover enhver tvivl - stadig de store visioner i behold. Men det kommer ikke til at gå helt så hurtigt, som de håbede for et par år siden.
- Vi har nok skruet lidt ned for ambitionerne; for eksempel er det ikke realistisk at få bygget en ny svømmehal i forbindelse med hallerne i nærmeste fremtid, men vi håber stadig at få igangsat en større udvidelse af hallerne, siger Aase Jensen.
- Det handler om finansiering, og det tager tid at finde de 13 millioner kroner, vi i første omgang skal bruge - mest ved at søge fondsmidler, fortsætter Aase Jensen.
Hun bliver suppleret af centerleder Laila Mølgaard:
- Vi forbereder os på fremtiden. De nuværende haller er blevet istandsat og holdt ved lige, så de ikke ligner noget gammelt og udslidt, når de nye tilføjelser bliver gennemført, forklarer Laila Mølholt.
Inden 60 års jubilæum
"Brønderslev Hallen" blev opført for 57 år siden og blev udvidet for 14 år siden og blev dermed til "Brønderslev Hallerne".
Næste etape håber Aase Andersen og Laila Mølgaard bliver gennemført, inden Brønderslev Hallerne kan fejre 60-års jubilæum.
- Vi arbejder på højtryk for at få det gennemført, vi ligger på ingen måde i dvale, siger Aase Andersen og Laila Mølholt.
Næste etape kommer til at omfatte et Spring- og Motorikcenter. Som - hvis alt går som ønsket - er opført om tre år.