Gratis beskyttelsesbriller hos Louis Nielsen Brønderslev: Sikkerhed først nytårsaften
BRØNDERSLEV: Indtil nytår – eller så længe lager haves – uddeles der gratis beskyttelsesbriller hos Louis Nielsen i Brønderslev.
Det fortæller butikken.
Butikken på Mejlstedgade, drevet af Henrik Dalager og Brian Kollerup, har i år et ekstra stort lager af beskyttelsesbriller. Sammen med kollegerne deler de brillerne ud frem til 30. december, eller indtil sidste par er væk.
Uddelingen sker i samarbejde med Øjenforeningen og Dansk Blindesamfund. Målet er at få flere til at beskytte øjnene under nytårsfyrværkeriet – både når der affyres raketter, og når der blot kigges med.
Ifølge Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital rammer omkring hver tredje fyrværkeriulykke øjnene.
- Brillerne virker kun, hvis de bliver brugt
Formand for Øjenforeningen, Morten la Cour – tidligere overlæge ved øjenafdelingen på Glostrup Hospital – understreger vigtigheden af at bære beskyttelsesbriller:
- Bliver man ramt i ansigtet af fyrværkeri, er synet i stor fare. Brillerne er meget effektive – men kun, hvis de bruges korrekt. De skal dække øjnene og ikke sidde oppe i panden, siger han.
Formand for Dansk Blindesamfund, Diana Stentoft, kender alt for godt til de alvorlige konsekvenser af synstab blandt medlemmer:
- En gnist kan komme fra himlen og ramme direkte i øjet. Skaden sker på et splitsekund – og ofte er der ingen vej tilbage. Brillerne skal på – uanset om man affyrer eller blot ser til, udtaler hun.
De gratis briller fra Louis Nielsen er CE-mærket og findes i to udgaver: Én justerbar model til både børn og voksne samt en model, der kan bruges over almindelige briller.