Billede beskrivelse

Folkene bag Vildmosemuseum har ambitiøse planer

14. april 2025 kl. 06.02

BRØNDERSLEV: Byen får snart et nyt museum, som skal etableres i PN Beslags tidligere fabrikslokaler. Museet skal fokusere på historien om Store Vildmose; fra dengang mosen blev opdyrket til reetablering og udvikling indenfor forsyning.

Museet kommer logisk nok til at hedde Vildmosemuseet. Det skal sætte menneskers forsyning – vand, varme, el og mad – og forsyningens omkostninger i perspektiv. Det er et museum, som vil anvende helt nye kombinationer af formidlingsmæssige virkemidler, oplyser folkene bag museet i en pressemeddelelse.

- Et meget stort projekt som forventes færdigt i 2029, oplyser museumsfolkene i pressemeddelelsen.

Vildmosemuseet er en del af Museum for Forsyning og Bæredygtighed, og i visionen for det nye
Vildmosemuseum ligger en ambitiøs målsætning om at skabe et museum, ulig noget museum
tidligere set. 

Billede beskrivelse

For at sikre dette er museet gået i samarbejde med Torden & Lynild, der arbejder med udstillingsdesign og scenografi.

- Torden & Lynild har tidligere vist, at de har en meget kreativ tilgang til udstillingsdesign, og så er
de utrolig dygtige scenografer, som er vældig vigtigt i forhold til det museum, som vi ønsker at
skabe, siger museumsdirektør Anne Færch Provst.

Vildmosemuseet skal fange de historiske glimt, om menneskets valg med at udnytte
naturens ressourcer. Det skal iscenesætte de nutidige kvaler i forhold til vores fortsatte brug af de traditionelle forsyningsmetoder og menneskers overvejelser om forandringer, der kan være nødvendige for at sikre en bæredygtig fremtid.

- Det er en kompleks og anderledes opgave, hvor vi skal udfordre rammerne for, hvad en udstilling kan være, og hvordan den bliver til. Museet har et højt ambitionsniveau, og vi glæder os meget til at bidrage til at realisere visionen for det nye museum, siger Torden & Lynilds direktør Sigrid Bennike.

Billede beskrivelse

I pressemeddelelsen oplyser museumsfolkene, at byens nye museum skal udvikles i samarbejde med byens borgere:

- (Vi) ønsker at arbejde med udviklingen af det nye Vildmosemuseum med udgangspunkt i samskabelse med den lokale befolkning. Derfor gennemfører museet sideløbende med designarbejdet et forskningsprojekt om formidlingsmetodens betydning for tiltrækning af relevante brugergrupper. Samskabelse skal understøtte den sociale og kulturelle bæredygtighed, mens grundige overvejelser om genbrug og materialevalg skal sikre miljømæssig bæredygtighed, pointeres det i museumsfolkenes pressemeddelelse. 

- I valget af udstillingsdesigner har det været vigtigt for os at finde i match i forhold til at arbejde
med samskabelse og bæredygtighed indenfor de forskellige parametre, og Torden & Lynild har
erfaring på begge områder, siger Anne Færch Provst.

I første omgang skal der udarbejdes et koncept for Vildmosemuseets udstillinger, mens det endelige
udstillingsdesign først bliver lavet, når arkitektkonkurrencen for hele kulturhuset er gennemført. Arkitektkonkurrencen indledes senere i år, men der er på nuværende tidspunkt ikke sat en slutdato på arkitektkonkurrencen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste