Fast Hjallerup-tradition bød på ro i et kaos af lyde og larm
HJALLERUP: Det gamle marked i Hjallerup er fyldt med traditioner, og mange af dem går mange år tilbage.
En af de faste traditioner er gudstjenesten, hvor kirken rykker ind i markedsteltet og fylder det med flere hundrede mennesker, som midt i et kaos af lyde og oplevelser i løbet af en times tid kan finde ro og hvile.
Markedet har altid tiltrukket personer, der ikke lever som og måske heller ikke ligner de fleste.
Men som sognepræst Johannes Nørby Erntved sagde i sin velkomst, så er kirken for alle.
Det er en gudstjeneste med mange musikalske indslag. Sognepræsten griber selv sin guitar og spiller sammen med et lille orkester.
Der bliver sunget salmer, og der bliver prædiket, og efter prædiken mindes man i stilhed alle dem, man har mistet siden sidst.
En meget stemningsfuld og smuk gudstjeneste trods larm fra pladsen, skrig fra tivoliet og duft af pommes frites og stegte pølser.
Med ved gudstjenesten er også byens ældre borgere, som hvert år bliver inviteret til markedsfrokost af Hjallerup Samvirke forud for gudstjenesten.