Endnu en tom butik i Brønderslev - lukker på grund af sygdom
Snart står endnu et butikslokale tomt i Brønderslev. Forleden annoncerede PhotoCare i Nygade, at forretningen lukker.
Dermed er det slut med fotoprint, portrætfotografering samt salg af foto- og videoudstyr i den velrenommerede forretning.
Årsagen er endnu mere trist. Lukningen skyldes nemlig, at indehaver Bo Appelon er ramt af kræft, og at fremtidsudsigterne derfor er usikre. Bo Appelon har stået i spidsen for PhotoCare siden 1998.
På butikkens facebook-side er der stor opbakning til både indehaveren og personalet.
- De bedste tanker sendes til Bo. Det har været så skønt at komme i butikken. Altid en god behandling. I vil blive savnet i byen, hedder det i et opslag fra Jette Valsted. - En masse varme tanker til butikken, Bo og pårørende, lyder det i et andet fra Helena L. M. Harrits.
Forretningen holder sidste åbningsdag på lørdag den 22. marts. Indtil da kan man gøre en god handel med 50 procent rabat på alle varer – herunder også fotoprint. Pasfoto, batteriskift og ur-reparationer er dog ikke omfattet af de nedsatte priser.