En lille halv million er uddelt til foreninger i Klokkerholm
KLOKKERHOLM: Helt nøjagtigt var det 452.428 kroner, Jette Skiveren på vegne af Sparekassen Danmark Fonden Klokkerholm uddelte til 13 foreninger og institutioner i Klokkerholm ved et arrangement i KIFs klublokale.
Fonden deler midler ud fire gange om året, og de to af gangene sker det ved et lille arrangement, hvor de enkelte modtagere får lejlighed til at fortælle om, hvad pengene bruges til.
- Fonden startede med uddeling af midler i 2006, og det betyder, at vi næste år har 20-års jubilæum. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at holde et større arrangement ved uddelingen i maj, sagde Jette Skiveren, der er formand for bestyrelsen. Det var også hende, der stod for uddelingen af de mange penge.
I alt blev der givet 13 donationer, og den største gik til Dansk Lastbil Nostalgi, der fik 150.000 kroner til nyt mødelokale og bibliotek i deres store hal.
Det mindste beløb på 5.000 kroner gik til en nydannet forening, Parkinsonforeningen, Netværk Øst, som vil afholde et foredrag i Hjallerup Kulturhus om den udbredte sygdom.
De fleste foreninger mødte talstærkt op, og nogle var mere synlige end andre. Det gjaldt således Bytrimmerne, der er et hjælpekorps, som samler affald, vasker byskilte, rydder ukrudt og samler affald langs indfaldsvejene til Klokkerholm. De havde søgt om penge til varmt og vindtæt tøj i en farve som kan ses. De mødte op i tøjet, som de havde fået 32.000 kroner til.
Også foreningen Rødder og Vinger var til at få øje på. De mødte op i deres middelaldertøj med bjælder, der skal holde de onde ånder væk. De fik 20.000 kroner til en trailer til deres lastbil.
Desuden var der penge til IF Fodbold, Seniorbadminton, Hellevad Ørums Menighedsråd, Borgerforeningen, Støtteforeningen til Klokkerholm Dyrepark, Klokkerholm Hallen og hallens cafeteria, Byen i Landskabet, KIF Gymnastikforening, KIF Aktivitetsunivers og Klokkerholm Aktive Kvinder.