Billede beskrivelse

Dronninglund Efterskole skaber ny sang med professionel musiker

11. oktober 2025 kl. 11.01

BRØNDERSLEV: Hvordan bliver en sang egentlig til? Det spørgsmål får eleverne i 10. klasse på Dronninglund Efterskole svar på, når de sammen med den erfarne sangskriver Anders Graae skal skrive deres helt egen sang. 

Det sker som led i musikorganisationen Kodas landsdækkende initiativ, hvor 100 skoler og gymnasier får besøg af professionelle sangskriver, skriver efterskolen i en omtale. 

Formålet er klart: Flere unge skal få øjnene op for sangskrivning som både passion og mulig karrierevej. Koda ønsker at styrke den danske fødekæde af musikskabere og sikre, at den danske sangskat udvikles og videreføres.

Workshoppen giver eleverne et konkret indblik i, hvordan tekst, melodi og idéer smelter sammen til en færdig sang. Når dagen er omme, står klassen med et helt nyt musikværk – skabt i fællesskab.

Musik som fremtid

- Musik er en gave, som vi gerne vil give videre til ungdommen – og i sidste ende også til os selv i fremtiden. Vi er stolte af at kunne sende dygtige sangskrivere ud til skoler i hele landet for at undervise og inspirere, udtaler Loui Törnqvist, forperson for Kodas bestyrelse.

Kodas program "Skolekontakt" giver hvert år elever over hele landet mulighed for at deltage i gratis sangskrivningsworkshops. Her lærer de både at skabe musik og får indsigt i sangskriverens rettigheder og økonomi. Målet er at vække nysgerrighed og åbne døren til en verden, hvor kreativitet kan blive til karriere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste