Billede beskrivelse

Det Nordjyske Mediehus står klar, når Postnord stopper med nordjyske breve

07. september 2025 kl. 06.01

Ved årsskiftet overtager DAO omdelingen af breve til de nordjyske postkasser. Det sker, fordi Postnord har trukket sig fra den danske brevomdeling.

Og der er intet at frygte, lyder det fra Det Nordjyske Mediehus, der har ansvaret for DAO’s omdeling af breve i Nordjylland, når 2025 bliver til 2026.

- Nordjyderne kan være trygge, når omdelingen kommer over til DAO. Vi kommer med 100 procent, siger distributionsdirektør Steen Bjørnbæk Steffensen.

Forbi postkassen hver dag

Trafikstyrelsen fik foretaget en ny kvalitetsmåling af brevmarkedet i maj, og den viser, at det i høj grad lykkes de landsdækkende postvirksomheder at få posten frem til tiden. I Nordjylland viser målingen 100 procent.

Nordjyderne kommer også til at mærke en forandring i forhold til den nuværende omdeling.

- Vi kommer forbi postkassen dagligt. Vi er derude, og folk kan forvente en hurtigere leveringstid, siger Steen Bjørnbæk Steffensen.

Han fortæller, at i Nordjylland vil størstedelen af brevene til omdeling blive leveret i løbet af få dage, hvilket vil være et markant skifte i forhold til PostNord, der puljer deres omdeling til en gang ugentlig til de enkelte private adresser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste